En journalist havde bedt Sundheds- og Ældreministeriet om aktindsigt i al kommunikation mellem sundheds- og ældreministeren og WHO vedrørende WHO’s opfordring til at teste aggressivt for COVID-19. Ministeriet havde identificeret to SMS’er, der var omfattet af aktindsigtsanmodningen. Der var tale om SMS’er fra henholdsvis ministeren til WHO’s generaldirektør og generaldirektørens svar til ministeren.
Ministeriet havde udleveret det faglige indhold af SMS’erne, men afslog at give aktindsigt i de øvrige dele af SMS’erne efter offentlighedslovens § 32, stk. 1. Ministeriet lagde vægt på, at det, da korrespondancen havde fundet sted i form af korte og uformelle tekstbeskeder sendt til og fra mobiltelefoner, ville kunne skade muligheden for at bevare en direkte og personlig relation og en fortrolig tone mellem ministeren og generaldirektøren, hvis indholdet af SMS’erne i deres helhed blev offentliggjort – hvilket ifølge ministeriet dermed også ville kunne skade Danmarks forhold til WHO.
Ombudsmanden fandt ikke grundlag for generelt at afvise, at en korrespondance mellem et medlem af den danske regering og en international organisation som WHO af hensyn til rigets udenrigspolitiske interesser mv. kunne være omfattet af en folkeretlig forpligtelse eller praksis mv. om fortrolighed og dermed vil kunne undtages fra aktindsigt efter offentlighedslovens § 32, stk. 1.
Ombudsmanden fandt imidlertid ikke, at ministeriet havde godtgjort, at der forelå en sådan folkeretlig forpligtelse, fast international praksis eller berettiget forventning om fortrolighed, at der var grundlag for at undtage korrespondancen fra aktindsigt efter offentlighedslovens § 32, stk. 1.
Det var ombudsmandens opfattelse, at hensynet til relationen mellem ministeren og WHO’s generaldirektør ikke isoleret set kunne begrunde, at oplysningerne kunne undtages fra aktindsigt efter offentlighedslovens § 32, stk. 1.
(Sag nr. 20/03710)