Efter et tilsynsbesøg på en åben døgninstitution med to delvis lukkede afdelinger for børn og unge på 12-17 år undersøgte ombudsmanden af egen drift det retlige grundlag for en praksis om natlig aflåsning, som blev anvendt på den åbne del af døgninstitutionen. Aflåsningen omfattede vinduer og altandøre til de unges værelser på 1. sal. Desuden kunne de unge ikke uden videre forlade institutionen om natten gennem hoveddøren. Hoveddøren skulle i givet fald låses op af personalet, som forinden ville forsøge at overtale den unge til at blive. Personalet ville endvidere efter omstændighederne bl.a. følge efter en ung, som forlod institutionen, for at sikre sig, at der ikke skete noget uforsvarligt.
Ombudsmanden mente, at der hverken i serviceloven eller voksenansvarsloven var hjemmel til døgninstitutionens praksis på den åbne del af institutionen med aflåsning af vinduer og altandøre om natten på de unges værelser sammenholdt med de foranstaltninger, der blev foretaget ved hoveddøren.
Endvidere anså ombudsmanden det for meget tvivlsomt, om institutionens praksis med aflåsning af vinduer og altandøre set i sammenhæng med de foranstaltninger, der blev foretaget ved hoveddøren, havde fornøden hjemmel i anstaltsforholdet.
Ombudsmanden henstillede derfor til kommunen, at den bragte den omtalte praksis til ophør.
(Sag nr. 19/01438)