FOB 2020-6

Genoptagelse af sager af egen drift efter praksisændring, herunder verserende sager om løbende ydelser

03-10-2020

 

 

Ankestyrelsen ændrede i 2018 en praksis om beregning af bidrag til pensionsordning ved tabt arbejdsfortjeneste, der havde været fulgt siden 2010. Ankestyrelsen orienterede kommunerne om den ændrede praksis og deres pligt til enten af egen drift eller ved offentlig information at genoptage sager, der var afgjort i strid med den nye praksis.

Ombudsmanden rejste af egen drift sager over for tre kommuner, der offentligt havde informeret om genoptagelsesmuligheden. En af kommunerne meddelte efterfølgende ombudsmanden, at den havde identificeret 450 personer, der havde modtaget tabt arbejdsfortjeneste i 2011-2019, men at de administrative vanskeligheder ved at identificere og genoptage sagerne ville være så betydelige, at kommunen mente, at den kunne undlade at genoptage sagerne på eget initiativ.

Efter en samlet vurdering havde ombudsmanden ikke tilstrækkeligt grundlag for at kritisere kommunens vurdering. Ombudsmanden havde derfor heller ikke tilstrækkeligt grundlag for at kritisere, at kommunen valgte alene at informere offentligt på sin hjemmeside om muligheden for at søge om genoptagelse.

Det var imidlertid ombudsmandens opfattelse, at dette ikke gjaldt for de sager, hvor en borger fortsat modtog udbetalinger af tabt arbejdsfortjeneste, da praksisændringen blev offentliggjort. Sådanne sager havde kommunen efter ombudsmandens opfattelse pligt til at genoptage af egen drift. Det gjaldt ikke alene for fremtiden, men også med henblik på en eventuel omgørelse med tilbagevirkende kraft.

Ombudsmanden henstillede derfor til kommunen at identificere og gennemgå de sager, hvor den udbetalte tabt arbejdsfortjeneste, da praksisændringen blev offentliggjort, og af egen drift genoptage de sager, der var berørt af praksisændringen.

(Sag nr. 19/00976)