En fiskeriforening klagede til ombudsmanden over, at Udenrigsministeriet efter bestemmelsen i § 10, nr. 4, i offentlighedsloven fra 1985, jf. miljøoplysningsloven, havde undtaget to notater, som Kammeradvokaten havde udarbejdet i en sag, som var opstået i kølvandet på en klage fra foreningen.
Notaterne indeholdt rådgivning om forskellige juridiske tvivlsspørgsmål i forbindelse med undersøgelse af bl.a. administrative beslutninger truffet i forhold til en anden fiskeriforening.
Udenrigsministeriet vurderede, at notaterne kunne undtages, da de handlede om juridiske tvivlsspørgsmål i en sag, hvor et sagsanlæg måtte anses for at være en nærliggende mulighed.
Ombudsmanden havde ikke grundlag for at tilsidesætte Udenrigsministeriets vurdering. Ombudsmanden bemærkede om anvendelsen af bestemmelsen i § 10, nr. 4, at det afgørende er, om et sagsanlæg må underforstås som en nærliggende mulighed, men ikke, om et eventuelt sagsanlæg må forventes at blive anlagt af netop den, som søger om aktindsigt.
Over for ombudsmanden redegjorde Miljø- og Fødevareministeriet – som havde overtaget fiskeriområdet fra Udenrigsministeriet – for, i hvilke tilfælde oplysninger fra de to notater havde været omtalt eller gengivet. Det var ministeriets opfattelse, at beskyttelseshensynet bag bestemmelsen i § 10, nr. 4, ikke herved kunne anses for prisgivet i forhold til de to notater.
At notaterne var blevet oversendt til Folketinget i fortrolighed, medførte ikke, at dokumenterne ikke fortsat kunne undtages fra retten til aktindsigt efter bestemmelsen i § 10, nr. 4. Under hensyn til det, som Miljø- og Fødevareministeriet havde oplyst om omtale og gengivelse af notaterne i øvrigt, havde ombudsmanden ikke grundlag for at kritisere ministeriets opfattelse.
Ombudsmanden havde endvidere i alt væsentligt ikke grundlag for at kritisere vurderingen af, hvilke oplysninger i notaterne der var omfattet af ekstraheringspligten.
(Sag nr. 19/02325)