Ombudsmanden rejste en sag på eget initiativ om uddannelsessøgendes mulighed for at lade sig repræsentere af andre – sådan som de har ret til efter forvaltningslovens § 8 – når de benytter selvbetjeningssystemerne minSU og mitUddannelseskort.
Selvbetjeningssystemerne var ikke udviklet på en måde som gjorde det teknisk muligt at benytte partsrepræsentant. Ombudsmanden lagde til grund at (nu) Ministeriet for Forskning, Innovation og Videregående Uddannelser var enig i at de uddannelsessøgende havde krav på en udtrykkelig vejledning om deres mulighed for at blive undtaget fra elektronisk kommunikation hvis de ønskede at lade sig repræsentere af andre. Ombudsmanden bad ministeriet om at oplyse hvilken vejledning de uddannelsessøgende fremover ville modtage om deres mulighed for at lade sig repræsentere af andre.
I relation til selvbetjeningssystemet mitUddannelseskort (for ungdomsuddannelser) rejste sagen et yderligere spørgsmål på grund af den særlige partsrepræsentation efter lovgivningen mellem forældre og deres mindreårige børn. Ombudsmanden fastslog at det var nødvendigt at også forældremyndighedsindehaveren modtog en udtrykkelig vejledning om sin mulighed for at blive undtaget fra elektronisk kommunikation hvis han eller hun ønskede at repræsentere sit barn. Ombudsmanden henstillede til ministeriet at sørge for at forældremyndighedsindehaverne fremover modtog en sådan vejledning.
(J.nr. 2011-0051-7093 og 2011-0107-7093)