En forsker klagede over at Sundhedsministeriet havde stadfæstet Sundhedsstyrelsens afslag på aktindsigt i styrelsens patientklagesager, uagtet at ministeriet samtidig havde tilsidesat styrelsens begrundelse for afslaget, der herefter fremstod som ubegrundet.
Forskeren havde fremsat sin aktindsigtsbegæring i forlængelse af et tidligere forskningsprojekt. Denne (og to andre begæringer om aktindsigt) måtte betragtes som afgivet i forskningsøjemed. Alle tre begæringer angik sager med oplysninger om enkeltpersoners private forhold som er undtaget fra retten til aktindsigt efter offentlighedslovens § 12, stk. 1, nr. 1. Reglerne om tavshedspligt vil normalt være til hinder for at der gives aktindsigt i sådanne sager efter meroffentlighedsprincippet. Da forskeren ikke var offentligt ansat, forudsatte en eventuel imødekommelse af hans begæringer om aktindsigt i forskningsøjemed at han blev pålagt tavshedspligt efter forvaltningslovens § 27, stk. 3.
Ombudsmanden udtalte at Sundhedsstyrelsen og ikke ministeriet er tillagt den sundhedsfaglige ekspertise. Hvis en afgørelse forudsætter en sådan ekspertise, er ministeriet - som en konsekvens af dette forhold - afskåret fra at prøve styrelsens afgørelse fuldt ud.
Afgørelsen af hvorvidt forskeren skulle have aktindsigt som forsker inden for det sundhedsfaglige område, forudsatte klart en sundhedsfaglig vurdering. På tidspunktet for ministeriets afgørelse forelå ingen aktuel fagkyndig vurdering på hvilken ministeriet kunne støtte sin afgørelse. På denne baggrund burde ministeriet efter ombudsmandens opfattelse ikke have truffet afgørelse i sagen, men have sendt sagen til fornyet behandling i Sundhedsstyrelsen. (J. nr. 1994-99-401).