En advokat klagede på vegne af en pakistansk asylansøger over bl.a. Flygtningenævnets afgørelser om afslag på asyl og bestemmelse om tvangsmæssig udsendelse. Flygtningenævnet beklagede i sin udtalelse til ombudsmanden at nævnets afgørelse om afslag på asyl kunne give anledning til en misforståelse hvorefter asylansøgeren ansås for omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Nævnet meddelte samtidig at sagen blev genoptaget.
Ombudsmanden udtalte kritik af at nævnet traf bestemmelse om tvangsmæssig udsendelse uden at sikre sig at det ikke skete til Pakistan, eller til lande hvor asylansøgeren ikke ville være beskyttet mod videresendelse til Pakistan.
Ombudsmanden fandt det endvidere beklageligt at nævnets begrundelse for afslag på asyl fremtrådte som om nævnet havde lagt til grund, at asylansøgeren var omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, men at opholdstilladelsen blev nægtet under henvisning til udlændingelovens § 10, stk. 1, nr. 1, jf. § 22, nr. 3, om opholdstilladelse til personer der bl.a. kan idømmes seks års ubetinget fængselsstraf. (J. nr. 1995-406-641).