FOB 95.244

Aktindsigt i Told- og Skattestyrelsens liste over selskabstømmere

01-01-1995

En journalist der i længere tid havde beskæftiget sig med selskabstømmere, klagede over at Told- og Skattestyrelsen havde givet ham afslag på aktindsigt i en edb-baseret liste over mulige tømte selskaber.

Styrelsen begrundede afslaget med at listen var et internt dokument til brug for overvejelser om eventuelle civil- og/eller strafferetlige sanktioner. Styrelsen henviste samtidig generelt til bestemte undtagelsesbestemmelser i offentlighedsloven.

Ombudsmanden udtalte kritik af at Told- og Skattestyrelsen kun traf afgørelse efter offentlighedslovens regler, og ikke tillige efter registerforskrifterne.

Ombudsmanden mente ikke at den pågældende liste kunne undtages fra aktindsigt efter de bestemmelser som Told- og Skattestyrelsen havde henvist til. Styrelsen havde derfor meddelt afslag på et ukorrekt grundlag. Endvidere udtalte ombudsmanden at det følger af god forvaltningsskik at udvise tilbageholdenhed med at afslå pressens begæringer om at få lejlighed til at gennemse alle sager fra en bestemt periode, medmindre andet følger af reglerne om tavshedspligt. Ombudsmanden kritiserede også på denne baggrund Told- og Skattestyrelsens afgørelse og henstillede til styrelsen at genoptage sagen og træffe en ny afgørelse. (J. nr. 1994-2452-201).