A klagede over Forsvarsministeriets fremgangsmåde ved behandlingen af en ansættelsessag vedrørende stillingen som direktør for en organisation inden for forsvaret. A præciserede at klagen ikke primært gik på at A ikke fik stillingen, men på at ministeriets behandling af sagen havde været urimelig og i strid med regler og praksis. A anførte at klagen vedrørte det forhold:
1) at A, efter at have beklædt stillingen som direktør for organisationen i syv år, ikke blev indkaldt til en samtale da stillingen igen blev opslået,
2) at der ikke har været gennemført ansættelsessamtaler med andre end den ansøger der fik stillingen,
3) at vedkommende ikke gennemgik den lederprøve der var foreskrevet i stillingsopslaget, og
4) at A ikke, trods begæring derom, modtog en tilfredsstillende begrundelse for den fulgte fremgangsmåde.
Det fremgik af sagen at A siden 1987 havde været åremålsansat som direktør for organisationen. Den første åremålsansættelse udløb efter tre år i 1990. A fortsatte herefter i stillingen på et års-ansættelsesvilkår til udgangen af marts 1993. Stillingen blev opslået på ny med henblik på besættelse fra 1. april 1993. Ved et møde den 16. februar 1993 mellem A og embedsmænd fra Forsvarsministeriet angående A's fortsatte ansættelse som direktør blev det ifølge Forsvarsministeriets notits af 16. februar 1993 oplyst over for A at der var truffet beslutning om, at A ikke kunne fastansættes i stillingen eller genansættes på et nyt åremål. Endvidere blev A gjort bekendt med at der ikke ville være mulighed for forlængelse eller genansættelse. Ved ansættelseskontrakt som A underskrev den 23. februar 1993, blev han ansat i stillingen fra den 1. april 1993 til og med den 31. marts 1994. I følge kontraktens § 9 blev A ansat i et år fra den 1. april 1993 til udgangen af marts 1994 uden mulighed for forlængelse eller genansættelse.
Den 17. november 1993 blev stillingen opslået ledig både internt og i Statstidende, med henblik på besættelse den 1. april 1994.
Forsvarsministeriet modtog 12 ansøgninger, herunder A's. Efter ministeriets gennemgang af de modtagne ansøgninger blev fire ansøgere indstillet til nærmere vurdering. A var ikke iblandt de fire og blev heller ikke indkaldt til samtale.
I enslydende breve af 17. januar 1994 til A og de øvrige ansøgere orienterede Forsvarsministeriet A om at stillingen var besat med en anden ansøger.
I et brev af 20. januar 1994 til forsvarsministeren klagede A over formuleringen af det brev som han havde modtaget med underretning om, at en anden ansøger var blevet foretrukket til stillingen. Det var A's opfattelse at han - efter at have bestridt stillingen i en årrække - kunne forvente en mere personlig form for underretning end tilfældet havde været. A anmodede samtidig ministeriet om at opfylde begrundelsespligten i forvaltningslovens § 22 og § 24.
Forsvarsministeriet besvarede A's brev i et brev af 2. februar 1994 underskrevet af Forsvarsministeriets departementschef. Ministeriet oplyste at ministeriet ved sin afgørelse havde lagt vægt på de kriterier der var nævnt i stillingsopslaget, herunder kendskabet til og engagement i samfundsforhold samt personlige egenskaber. På denne baggrund havde ministeriet fundet at B var den bedst egnede til stillingen.
Ministeriet oplyste at ministeriet efter at der var truffet afgørelse i sagen den 17. januar 1994, havde orienteret samtlige ansøgere herom ved at udsende en skrivelse så vidt muligt til ansøgernes privatadresser. Ministeriet (departementschefen) tilføjede:
"Det bliver jo de her standard prægede breve som i dit tilfælde ikke var vel betænkt. Derfor burde jeg have ringet til dig, men desværre går tingene somme tider for stærkt. Det vil jeg gerne beklage."
I et brev af 3. februar 1994 til forsvarsministeren klagede A over den begrundelse som han havde modtaget. A anførte at en begrundelse efter hans opfattelse skulle indeholde oplysninger som gav mulighed for at bedømme om afgørelsen havde været saglig i forhold til de krav som var opstillet. A fandt derfor begrundelsen utilstrækkelig på flere punkter.
Forsvarsministeriet besvarede A's brev i et brev af 15. februar 1994. Forsvarsministeriet anførte bl.a. følgende:
"...
Forsvarsministeriet skal i den anledning gøre opmærksom på, at udformningen af begrundelsen i forhold til de ansøgere, der ikke ansættes i en ansøgt stilling, påvirkes af det forhold, at afgørelsen om ansættelse må træffes på grundlag af et valg mellem - som i dette tilfælde - et betydeligt antal ansøgere, og at en del oplysninger om de øvrige ansøgeres personlige forhold ikke kan oplyses i begrundelsen.
Det kan oplyses, at kravene til begrundelse i ansættelsessager er nærmere beskrevet i den kommenterede udgave af forvaltningsloven fra 1992, side 286, af John Vogter, Jurist- og Økonomforbundets forlag.
Det fremgår bl.a. heraf, at det ved afslagsskrivelser i forbindelse med ansættelsessager normalt vil være tilstrækkeligt at angive, at en mere kvalificeret ansøger er blevet ansat. Endvidere fremgår det, at hvis der ved afgørelsen er lagt vægt på bestemte kvalifikationer hos den, der blev ansat, bør dette efter omstændighederne anføres.
Ministeriets skrivelse af 2. februar 1994 skal læses på den måde, at udvælgelsen af netop (B) er sket på grundlag af kriterierne i stillingsopslaget sammenholdt med en vurdering af kvalifikationerne hos samtlige ansøgere.
På den baggrund er (B) fundet bedst egnet til at bestride stillingen, idet hun efter Forsvarsministeriets opfattelse besidder nogle særlige kvalifikationer, herunder bl.a. et bredt kendskab til og et stort engagement i samfundsforhold, samt kontakt til mange samfundslag. I øvrigt har Forsvarsministeriet lagt vægt på hendes personlige egenskaber, der bl.a. giver indtryk af viljestyrke og myndighed, samt forståelsen for og vilje til bredt samarbejde."
I et brev af 1. marts 1994 klagede A til forsvarsministeren over omstændighederne i forbindelse med udnævnelsessagen. A anførte bl.a. at opslaget talte om lederprøve ved FCL, men ingen af ansøgerne havde været til prøve. Der var så vidt A var orienteret, heller ikke gennemført samtaler med andre end B.
Forsvarsministeren besvarede A's brev af 1. marts 1994 i et brev af 25. marts 1994. Vedrørende spørgsmålet om gennemførelse af lederprøver anførte forsvarsministeren bl.a. at Forsvarsministeriet ikke var forpligtet til at gennemføre flere lederprøver eller ansættelsessamtaler end ministeriet skønnede at der er behov for. Ministeren henviste herved bl.a. til formuleringen i stillingsopslaget om at "ansøgeren må være indforstået med at gennemgå en lederprøve ved Forsvarets Center for Lederskab". Ministeren tilføjede at han gerne ville understrege at ansættelsessagen var blevet behandlet af ministeriets embedsmænd, hvis indstilling ministeren havde valgt at følge. Ministeren anførte videre at han for sit eget vedkommende var helt uforstående over for at A følte sig forbigået. Ministeren henviste til at det tydeligt fremgik af A's kontrakt, som A selv havde underskrevet, at han blev ansat indtil udgangen af marts 1994 uden mulighed for forlængelse eller genansættelse.
I et brev af 10. juni 1994 skrev A på ny til forsvarsministeren om sagen. A redegjorde for sagens hidtidige forløb og anmodede forsvarsministeren om at oplyse baggrunden for at der ikke havde været gennemført lederprøve. A oplyste at Forsvarets Center for Lederskab over for A havde udtrykt undren over at prøven ikke havde været gennemført. A anmodede endvidere forsvarsministeren om at oplyse baggrunden for at der ikke var gennemført ansættelsessamtaler forud for besættelsen af stillingen. Endelig anmodede A Forsvarsministeriet om at bekræfte at der forelå en udarbejdet skriftlig indstilling forud for ansættelsen af B, og i den forbindelse oplyse om A's placering i forhold til indstillingen.
Forsvarsministeriet besvarede i et brev af 5. juli 1994 A's brev af 10. juni 1994. Ministeriet anførte bl.a. følgende:
"...
Deres ansættelse beroede på en åremålskontrakt. I den sidste periode (1. april 1993 til 31. marts 1994) var De ansat i henhold til en kontrakt, i hvilken der var anført, at ansættelsen var uden mulighed for forlængelse eller genansættelse.
Efter ministeriets opfattelse burde det således være klart for Dem, at De ikke kunne forvente at blive genansat eller få kontrakten forlænget. Ideen med åremålsinstituttet er, at såvel ansættende myndighed og arbejdstager efter udløbet af en åremålsansættelse skal kunne stå helt frit uden at skylde den anden part nogen nærmere forklaring. Der henvises herved også til reglerne i cirkulære om åremålsansættelse, hvorefter åremålsansættelse anbefales bl.a. i stillinger, hvor der stilles særlige krav til fornyelse. I den konkrete ansættelse blev Deres ansættelse i øvrigt udstrakt til det fyldte 60. år.
Det kan bekræftes, at der forud for gennemførelsen af ansættelsen i forbindelse med sagsbehandlingen blev udarbejdet en skriftlig indstilling om, hvem stillingen burde besættes med. De var ikke omfattet af denne indstilling.
De indstillede ansøgere var ministeriet bekendt. Derfor var der ikke behov for at indhente supplerende oplysninger eller gennemføre en lederprøve. Efter en uddybende samtale blev en af ansøgerne indstillet til ansættelse.
Afgørelsen om ansættelse blev truffet ud fra en samlet vurdering af ansøgernes kvalifikationer og egnethed. Som oplyst ved ministeriets skrivelse af 15. februar 1994, blev det tillagt væsentlig betydning, at den, der blev valgt, gennem sin ansøgning og ansættelsessamtalen dokumenterede et meget bredt kendskab til samfundsforhold, kontakt til mange samfundslag, samt et stort engagement - kombineret med viljestyrke og myndighed samt forståelse for og vilje til bredt samarbejde. Hertil kommer, at vedkommende gennem sit tidligere arbejde havde erhvervet sig relevant erfaring inden for områder som sikkerhedspolitik og informationsformidling.
Vedrørende gennemførelse af en eventuel lederprøve ved Forsvarets Center for Lederskab skal bemærkes, at prøven er en mulighed, som er medtaget i stillingsopslaget, fordi Forsvarsministeriet forbeholder sig muligheden af at anvende en sådan prøve ved bedømmelsen af ansøgerne, når der skønnes at være behov herfor. Tilsvarende formulering har været anvendt i en række andre stillingsopslag, hvor prøve ofte ikke har været gennemført, bl.a. under hensyn til omkostningerne herved."
Forsvarsministeriet anførte den 20. oktober 1994 følgende vedrørende de enkelte klagepunkter:
Ad klagepunkt 1.
Forsvarsministeriet har henvist til at det fremgik af Deres kontrakt at De blev ansat i et år fra den 1. april 1993 til udgangen af marts måned 1994 uden mulighed for forlængelse eller genansættelse. Ministeriet har oplyst at direktørstillingen blev opslået ledig den 17. november 1993 i bl.a. Statstidende med henblik på besættelse den 1. april 1994. Efter ministeriets gennemgang af de modtagne 12 ansøgninger til stillingen blev fire ansøgere indstillet til en nærmere vurdering. De var ikke blandt de fire. De blev heller ikke indkaldt til samtale. Efter at der var truffet afgørelse i sagen, orienterede ministeriet ved skrivelse af 17. januar 1994 samtlige ansøgere herom - herunder Dem - ved udsendelse af en skrivelse så vidt muligt til ansøgernes privatadresser. Ministeriet har henvist til at Forsvarsministeriets departementschef over for Dem har beklaget at De ikke i stedet blev ringet op af ham og orienteret om afgørelsen.
Ad klagepunkt 2.
Ministeriet har henvist til at fire af de 12 ansøgere blev indstillet til nærmere vurdering af ministeriets ledelse. Disse ansøgere var ministeriet bekendt hvorfor der ikke var behov for at gennemføre ansættelsessamtaler eller lederprøver.
Ad klagepunkt 3.
Vedrørende dette klagepunkt har Forsvarsministeriet bl.a. anført:
"...
Forsvarsministeriet forbeholdt sig i stillingsopslaget muligheden af at kræve en lederprøve ved bedømmelsen af ansøgere til stillingen.
En tilsvarende formulering som den, der på dette punkt var anvendt i stillingsopslaget, har været anvendt i en række andre stillingsopslag for stillinger på chefniveau, hvor en prøve ikke er gennemført i praksis, bl.a. under hensyn til omkostningerne herved samt til, at der i forvejen har kunnet træffes et klart valg mellem ansøgerne.
..."
Ad klagepunkt 4.
Vedrørende dette klagepunkt anførte Forsvarsministeriet bl.a.:
"...
Forsvarsministeriet finder, at begrundelsespligten over for (A) er opfyldt fuldt ud med de i skrivelserne af 2. februar 1994 og 15. februar 1994 givne oplysninger, som er yderligere uddybet i ministeriets skrivelse af 5. juli 1994. Af sidstnævnte skrivelse fremgår bl.a., at afgørelsen om ansættelsen blev truffet ud fra en samlet vurdering af ansøgernes kvalifikationer og egnethed, at den der blev valgt, gennem sin ansøgning og ansættelsessamtalen dokumenterede et meget bredt kendskab til samfundsforhold, kontakt til mange samfundslag, samt et stort engagement - kombineret med viljestyrke og myndighed samt forståelse for og vilje til bredt samarbejde. Hertil kommer, at vedkommende gennem sit tidligere arbejde havde erhvervet sig relevant erfaring inden for områder som sikkerhedspolitik og informationsformidling."
I sin klage til mig anførte A at ministeriets svar støttede hans formodning om at ansættelsesproceduren ved besættelsen af direktørstillingen stred mod de regler og den sædvane ministeriet selv havde fastlagt og i øvrigt pålagt underliggende styrelser. Vedrørende klagepunkt 1 anførte A at han ved møde med Forsvarsministeriet den 16. februar 1993 forgæves forsøgte at få en forklaring på hvorfor man ikke ville forlænge hans ansættelse. Ved flere senere lejligheder havde A ligeledes forgæves anmodet om en forklaring på ministeriets holdning til hans person. I betragtning af den meget positive indstilling som A tidligere havde modtaget vedrørende sin embedsførelse, bestyrkede den nye holdning hos ministeriet en formodning hos A om at direktørstillingen var blevet en partipolitisk brik. På denne baggrund havde A udvidet sin klage til også at omfatte ministeriets manglende vilje til at begrunde hvorfor ministeriet på forhånd havde besluttet at A ikke skulle fortsætte i stillingen.
I et brev til A udtalte jeg følgende:
"Ad klagepunkt 1
Forsvarsministeriet har i udtalelsen af 20. oktober 1994 henvist til Deres møde med Forsvarsministeriets embedsmænd den 16. februar 1993. På dette møde blev De orienteret om at der var truffet beslutning om at De ikke kunne fortsætte i direktørstillingen eller genansættes på et nyt åremål. Ministeriet har endvidere henvist til at det fremgår af ansættelseskontrakten at der ikke ville være mulighed for forlængelse eller genansættelse.
Det er således en konsekvens af denne beslutning at De ikke kom i betragtning ved besættelsen af stillingen fra den 1. april 1994. Jeg kan ikke nu tage stilling til en klage over beslutningen, der blev meddelt Dem den 16. februar 1993, på grundlag af Deres klage til mig af 12. august 1994. Jeg henviser til at der gælder en frist for klage til ombudsmanden på et år fra det tidspunkt da den afgørelse der klages over, er truffet.
Ad klagepunkt 2
Det ministeriet har anført i udtalelsen af 20. oktober 1994, giver mig ikke anledning til bemærkninger. Efter min opfattelse kan der ikke antages at bestå en generel forpligtelse til at gennemføre ansættelsessamtaler i en situation som den foreliggende. Som anført af Forsvarsministeriet i brevet af 25. marts 1994 til Dem kan ministeriet ikke antages at være forpligtet til at gennemføre flere ansættelsessamtaler end ministeriet skønner at der er behov for.
Ad klagepunkt 3
Forsvarsministeriet har i udtalelsen af 20. oktober 1994 henvist til at Forsvarsministeriet i stillingsopslaget forbeholdt sig adgang til at kræve en lederprøve ved bedømmelsen af ansøgerne til stillingen. I de tilfælde hvor der i forvejen kunne træffes et klart valg mellem ansøgerne, blev en prøve - bl.a. under hensyn til omkostningerne herved - ikke gennemført. Forsvarsministeriets opfattelse giver mig ikke grundlag for bemærkninger.
Jeg henviser til at stillingsopslaget efter sin formulering ikke indeholder et ubetinget krav om gennemførelse af en lederprøve, men alene indeholder et forbehold for Forsvarsministeriet til at kræve en lederprøve gennemført såfremt det i det enkelte tilfælde findes påkrævet.
Ad klagepunkt 4
Forvaltningslovens § 24, stk. 1 og 2, har følgende indhold:
"En begrundelse for en afgørelse skal indeholde en henvisning til de retsregler, i henhold til hvilke afgørelsen er truffet. I det omfang, afgørelsen efter disse regler beror på et administrativt skøn, skal begrundelsen tillige angive de hovedhensyn, der har været bestemmende for skønsudøvelsen.
Stk. 2. Begrundelsen skal endvidere om fornødent indeholde en kort redegørelse for de oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, som er tillagt væsentlig betydning for afgørelsen.
..."
I ansættelsessager træffes afgørelsen om ansættelse ikke i henhold til lovgivningen, men beror alene på myndighedens skøn. I disse tilfælde kan der formentlig ikke i almindelighed stilles særligt vidtgående krav til begrundelsens udførlighed, jf. John Vogter, Forvaltningsloven (1992) med kommentarer, s. 285f. Det anføres samme sted at begrundelsen i disse tilfælde blot skal angive "grunden" til afgørelsen, eventuelt tillige med det eller de hovedhensyn der har båret afgørelsen, og i fornødent omfang de faktiske omstændigheder der er tillagt væsentlig betydning ved afgørelsen.
Videre anføres det samme sted:
"...
Ved ansættelse vil det i forbindelse med afslag normalt være tilstrækkeligt at angive, at en mere kvalificeret ansøger er blevet ansat. Hvis der ved afgørelsen er lagt vægt på bestemte kvalifikationer hos den, der blev ansat, bør dette efter omstændighederne anføres. I forhold til ansøgere, med hvem der har været gennemført ansættelsessamtaler eller foretaget mere omfattende undersøgelser og bedømmelser af deres kvalifikationer, bør der formentlig gives en mere uddybende begrundelse for afslaget."
Forsvarsministeriet har i brevene til Dem af 2. og 15. februar og 5. juli 1994 nærmere uddybet begrundelsen for at (B) blev fundet bedst egnet til stillingen.
Det er min opfattelse at Forsvarsministeriet i de nævnte breve fuldt ud har opfyldt begrundelsespligten i forhold til Dem vedrørende baggrunden for (B's) ansættelse som direktør.
Jeg har herefter ikke grundlag for at kritisere den begrundelse Forsvarsministeriet har givet Dem vedrørende den nævnte ansættelse.
For så vidt angår det som De har anført i brevet af 31. oktober 1994 om at Forsvarsministeriet ikke vil oplyse grunden til at De ikke kan komme i betragtning som direktør, henviser jeg til det som jeg har anført under pkt. 1, og til Forsvarsministeriets brev af 5. juli 1994 til Dem. Ministeriet anfører her at ideen med åremålsansættelse er at såvel ansættelsesmyndighed som arbejdstager efter udløbet af en åremålsansættelse skal kunne stå helt frit uden at skylde den anden part nogen nærmere forklaring. Ministeriet henviser endvidere til reglerne i cirkulære om åremålsansættelse, hvorefter åremålsansættelse anbefales bl.a. i stillinger hvor der stilles krav til fornyelse. Ministeriet henviser til at Deres ansættelse i den konkrete ansættelsessag blev udstrakt til det fyldte 60. år.
Jeg henviser endvidere til den detaljerede begrundelse som De modtog i Forsvarsministeriets brev af 15. februar 1994 for at (B) var blevet udpeget til direktør. Det er ministeriets opfattelse at De som ansøger til stillingen ikke herudover har krav på en nærmere redegørelse for den ansættende myndigheds opfattelse af Deres kvalifikationer.
..."