En mand, der var idømt livsvarigt fængsel, havde flere gange fået afslag på ansøgninger om benådning med henvisning til hans potentielle farlighed. Med henblik på at få en ny vurdering af den domfældtes farlighed iværksatte Justitsministeriet i 1991 en psykiatrisk undersøgelse. Ifølge undersøgelsen var der ikke holdepunkter for at hans farlighed var aftaget. Retslægerådet var enig i denne vurdering, men bemærkede samtidig at mulighederne for at forudsige farligt recidiv for ikke-sindssyge personer var begrænsede. Med henvisning til de lægelige vurderinger afslog ministeriet benådning den 31. august 1993.
Inden afgørelsen havde justitsministeren i pressen først udtalt sig positivt og herefter negativt om mulighederne for benådning.
Ombudsmanden bemærkede at der var sket en meget væsentlig forskelsbehandling i sagen, men at den byggede på fagkyndige vurderinger af domfældtes farlighed som han ikke havde nærmere forudsætninger for at tage stilling til.
Ombudsmanden udtalte at domfældte under afsoningsforhold som stort set havde været uforandrede i en årrække, ikke ved sin adfærd havde haft og ikke ville få mulighed for helt eller delvist at afkræfte den vurdering af hans potentielle farlighed som var grundlaget for Justitsministeriets afgørelse. Ombudsmanden henstillede til Justitsministeriet at iværksætte gradvise lempelser af afsoningsforholdene således at der ville kunne tilvejebringes nye præmisser for en fremtidig vurdering af spørgsmålet om benådning.
Ombudsmanden mente at justitsministerens udtalelser til pressen under sagens behandling var betænkelige og uheldige.
Justitsministeriet traf afgørelse om at overføre domfældte til fortsat strafudståelse i et åbent statsfængsel og bestemte at han efter ca. et års ophold dér skulle undergives en ny mentalundersøgelse. Han ville fortsætte sit igangværende udståelsesforløb med ledsagede udgange. (J. nr. 1994-357-620).