En miljøorganisation klagede over en afgørelse fra Miljøklagenævnet. Nævnet stadfæstede en kommunes og Miljøstyrelsens afgørelser, hvorefter et midlertidigt oplagsdepot ikke krævede en såkaldt VVM-vurdering (vurdering af større anlægs virkning på miljøet).
Planstyrelsen var imidlertid på det pågældende tidspunkt den kompetente myndighed med hensyn til VVM-spørgsmålet. Miljøklagenævnet anførte to argumenter for alligevel at have taget sagen under behandling: Dels skulle nævnet ophæve den givne miljøgodkendelse hvis Planstyrelsen gav klageren medhold i, at der var VVM-pligt - dels anser nævnet sig ikke afskåret fra generelt at gå ind i vurderingen af andre spørgsmål end dem der er klaget over i sagen.
Ombudsmanden udtalte at da Planstyrelsen var den kompetente myndighed, burde nævnet have videresendt klagen til Planstyrelsen til realitetsbehandling og afgørelse, således at Planstyrelsen blev den myndighed der over for organisationen tilkendegav sin opfattelse af sagen. Under henvisning til den sammenhæng myndighederne havde påvist mellem reglerne om planlægning og miljøgodkendelser fandt ombudsmanden ikke fuldt tilstrækkeligt grundlag for at fremsætte sin opfattelse som en kritik. (J. nr. 1993-1784-110).