Under en straffesag havde politiet glemt at medtage A's erstatningskrav. Da der ikke er mulighed for at genoptage en straffesag med henblik på at behandle et erstatningskrav, ansøgte A herefter om fri proces til en civil retssag om kravet. Civilretsdirektoratet afslog ansøgningen efter praksis hvorefter myndighederne er tilbageholdende med at give fri proces i inkassosager hvor der ikke er tvivl om kravets beståen og størrelse. A klagede herefter til ombudsmanden der bad om en udtalelse med oplysning om hvilken betydning det var tillagt at ansøgningen om fri proces skyldtes en myndighedsfejl. Civilretsdirektoratet besluttede efter en fornyet gennemgang af sagen at give A fri proces, navnlig under hensyn til den begåede myndighedsfejl. Ombudsmanden foretog sig herefter ikke mere i sagen.