En kørestolsbruger der var omfattet af personkredsen i bistandslovens § 48, stk. 4, ansøgte om hjælp til dækning af udgifter til dæk, slanger og pudebetræk til kørestolen. Ansøgeren havde erhvervsarbejde og levede et aktivt familie- og fritidsliv.
Den Sociale Ankestyrelse mente ikke at udgifterne kunne dækkes efter bistandslovens § 48, stk. 4. Styrelsen henviste til at udgifter der må henføres til arbejdet og et højt aktivitetsniveau, ikke kan betragtes som merudgifter ved forsørgelsen, og at udgifterne vedrørende forsørgelsen var modsvaret af sparede udgifter til fodtøj.
Ombudsmanden udtalte betænkelighed over for Ankestyrelsens opfattelse hvorefter udgifter i forbindelse med arbejde ikke kunne henregnes til begrebet "forsørgelse". Endvidere udtalte ombudsmanden tvivl med hensyn til om de afsavn en handicappet må lide som en konsekvens af handicappet, kan opgøres som besparelser og dermed medføre fradrag i ydelser efter bistandslovens § 48, stk. 4. Ombudsmanden henstillede at Ankestyrelsen genoptog sagen. (J. nr. 1994-2530-051).