En gruppe faglige organisationer klagede på vegne af tre medlemmer over manglende partshøring efter forvaltningslovens § 19 i forbindelse med medlemmernes afskedigelse fra Post- og Telegrafvæsenet.
Post- og Telegrafvæsenet mente ikke at partshøring var nødvendig når afskedigelserne udelukkende var begrundet i virksomhedens forhold. Post- og Telegrafvæsenet henviste endvidere til at de afskedigede i forvejen var blevet bekendt med afskedigelsesgrundlaget gennem de møder, Post- og Telegrafvæsenet havde holdt i overensstemmelse med overenskomstproceduren med blandt andre tillidsrepræsentanterne for de faglige organisationer.
Ombudsmanden udtalte at partshøring efter forvaltningslovens § 19 er en individuel ret som ikke kan erstattes af overholdelse af overenskomstproceduren. Ombudsmanden fandt det kritisabelt at der ikke blev foretaget partshøring forud for afskedigelserne.
Ombudsmanden fandt det beklageligt at der ikke i opsigelsesbrevene var givet individuelle begrundelser. Da fejlene var generelt og konkret væsentlige for afskedigelsesafgørelserne, måtte disse anses for ugyldige.
Ombudsmanden henstillede til Post- og Telegrafvæsenet at genoptage sagerne. (J. nr. 1993-2196-809)