A ansøgte i september/oktober 1990 K Kommune om eftergivelse af hans personlige skatterestancer for indkomstårene 1980-1990. Efter at have rykket kommunen for svar modtog A en afgørelse af 19. juni 1992 for indkomstårene 1985 og 1986. Ved fornyet kontakt til kommunen blev det aftalt, at kommunen genoptog sagen for så vidt angik nogle uerholdelige restancer. Efter at A igen havde rykket kommunen for svar, og efter at A havde indgivet klage til ombudsmanden, traf kommunen afgørelse den 23. juli 1993 vedrørende indkomstårene 1982, 1983, 1984 og 1985.
Ombudsmanden bemærkede, at kommunen ved de meddelte afgørelser ikke havde taget fuldt ud stilling til A's ansøgning, og at sagens behandling derfor endnu ikke var afsluttet. Ombudsmanden kritiserede sagsbehandlingstiden, der havde varet mere end 3 år, og han fandt det endvidere beklageligt, at Told- og Skattestyrelsen (TOS) ikke havde kritiseret eller fremsat bemærkninger til den del af sagsbehandlingstiden, der lå forud for primo januar 1993.
Ombudsmanden kritiserede kommunen for ikke at have besvaret A's rykkerskrivelser og for ikke at have underrettet A, da behandlingen af sagen trak ud. TOS havde ikke påtalt disse forhold over for kommunen, hvilket ombudsmanden fandt beklageligt. Endvidere kritiserede ombudsmanden kommunen for ikke at have opfyldt sin notatpligt efter offentlighedslovens § 6, stk. 1, og beklagede, at TOS ikke havde påtalt dette forhold over for kommunen. Endelig fandt ombudsmanden det beklageligt, at en af kommunens afgørelser fremtrådte, som om den var truffet af "Statsskattedirektoratet".
Ombudsmanden henstillede til TOS at foranledige, at der snarest blev truffet afgørelse for de indkomstår, der var omfattet af A's ansøgning, og som der ikke var taget stilling til ved de meddelte afgørelser. (J. nr. 1993-1441-200).