FOB 93.152

Afslag på ledsaget udgangstilladelse fra Sikringsanstalten i Nykøbing Sjælland.

01-01-1993

Overlæge A på Sikringsanstalten i Nykøbing Sjælland klagede for B over, at Justitsministeriet (JM) havde afslået at meddele B tilladelse til ledsaget udgang med henblik på at besøge sin moder, der boede i Odense. JM's afgørelse var bl.a. begrundet i de vanskeligheder, der erfaringsmæssigt kan opstå, når ledsagekontrol skal udøves i en menneskemængde, som der må formodes at være til stede på overfarten over Storebælt. A henviste til en sag vedrørende C, der også var dømt til anbringelse i sikringsanstalten. C havde ved tidligere lejligheder fået JM's tilladelse til ledsaget udgang til besøg hos sin moder, der også boede i Odense. Efter A's opfattelse var B ikke mere farlig end C.

Bl.a. under henvisning til de individuelt foretagne bedømmelser af B's og C's farlighed afstod ombudsmanden fra at foretage en nærmere sammenligning af B's sag med C's sag. Ombudsmanden fandt ikke grundlag for at kritisere JM's afgørelse vedrørende B. Ombudsmanden fandt dog anledning til over for JM at pege på en række forhold, der burde undersøges nærmere med henblik på at løse de praktiske vanskeligheder, der måtte være forbundet med udøvelsen af ledsagekontrol på Storebæltsoverfarten. (J. nr. 1993-2007-622).