FOB 93.144

Disciplinær irettesættelse. Manglende partshøring, mangelfuld begrundelse, bekendtgørelse.

01-01-1993

Efter et indbrud på en politistation indberettede politimesteren (P) til Rigspolitichefen (R), at politiassistent A m.fl. havde tilsidesat bestemmelserne i en stationsmeddelelse om aflåsning m.v. af politistationen. R meddelte herefter A m.fl. en irettesættelse. A klagede til Justitsministeriet, der tiltrådte R's afgørelse.

Ombudsmanden fandt det kritisabelt, at A ikke blev partshørt om P's indberetning, der indeholdt en selvstændig vurdering af forholdet, herunder en indstilling om sanktionsvalget. Endvidere burde A have været partshørt om R's bedømmelse af faktum og eventuelle bevismæssige vurderinger, inden sagen blev afgjort.

Ombudsmanden kritiserede desuden, at afgørelsen ikke indeholdt en henvisning til de retsregler, i henhold til hvilke afgørelsen var truffet. Endelig anså Ombudsmanden det for stridende mod god forvaltningsskik, at afgørelsen ikke blev meddelt A direkte. (J. nr. 1991-2069-60).