A klagede over en afgørelse fra Arbejdsmarkedets Ankenævn (AA). Ved afgørelsen havde AA tiltrådt Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikrings (DfA's) afgørelse om afslag på A's anmodning om refusion af medlemskontingent til hans a-kasse. Den lokale a-kasse havde tidligere meddelt A tilsagn om refusion.
Ombudsmanden bemærkede, at spørgsmålet om tilbagebetaling af a-kasse kontingent ikke er reguleret i arbejdsløshedsforsikringsloven og således principielt beror på ulovbestemte formueretlige synspunkter. Ombudsmanden fandt, at DfA's beføjelse som klageinstans i medfør af lovens § 98, stk. 2, samt DfA's tilsynsbeføjelse i medfør af § 88 ikke kan antages at omfatte afgørelser om forhold, hvorom der ikke er fastsat regler i arbejdsløshedsforsikringslovgivningen. En antagelse om, at DfA og AA som klageinstanser havde beføjelse til at tage stilling til rent privatretlige forhold mellem en a-kasse og dens medlemmer, måtte kræve særlige holdepunkter - og sådanne sås ikke at foreligge i relation til lovens § 98. Sammenfattende var det ombudsmandens opfattelse, at både DfA og AA havde været inkompetente til at træffe afgørelse om spørgsmålet.
Ombudsmanden fandt at måtte afstå fra at udtale sig om, hvorvidt A fortsat kunne støtte ret på a-kassens oprindelige afgørelse, da a-kasserne falder uden for ombudsmandens område; men han påpegede dog, at eftersom både DfA's og AA's afgørelser på baggrund af ovenstående måtte anses for ugyldige, måtte a-kassens afgørelse fortsat betragtes som retlig virksom. (J. nr. 1991-673-029).