Den 21. juni 1989 klagede A bl.a. til mig over Hillerød Byråds svar af 12. juni 1989 i forbindelse med hans indsigelse mod forslag til lokalplan nr. 202 for Kraftvarmeværket ved Overdrevsvejen.
A bad mig foretage en undersøgelse af, hvorvidt almindelige og anerkendte principper for god og demokratisk forvaltningsskik var overholdt i den foreliggende sag.
Jeg meddelte A den 21. juli 1989, at der kun kan klages til ombudsmanden over den kommunale forvaltning inden for de sagsområder, hvor der er hjemmel til at indbringe den kommunale afgørelse for en administrativ statsmyndighed ‑ og da kun i det omfang den pågældende statsmyndighed har taget stilling til klagen. Af denne grund så jeg mig ikke i stand til på daværende tidspunkt at tage stilling til henvendelsen, men henviste A til at klage til Planstyrelsen.
Den 16. august 1989 sendte A mig kopi af såvel hans brev af 2. august 1989 til Planstyrelsen som Planstyrelsens svar af 8. august 1989.
I A's klage til Planstyrelsen af 2. august 1989 henviste han til sin indsigelse af 8. marts 1989 mod lokalplan nr. 202. A fandt det urimeligt, at den valgte placering af kraftvarmeværket forudsatte en ophævelse af naturfredningslovens byggelinie på 300 m fra skov, når der forelå muligheder for en anden placering af værket, der ikke forudsatte en ophævelse af byggelinien. A mente, at planlægningen på denne baggrund undergravede respekten for de i samfundet vedtagne love, og at beslutningsprocessen forekom farceagtig. A anvendte i denne forbindelse begrebet "magtmisbrug".
På baggrund heraf fandt A med henvisning til kommuneplanlovens § 48, stk. 1, at der i klagen til Planstyrelsen var anført retlige spørgsmål.
Planstyrelsen meddelte A den 8. august 1989, at kommunens afgørelser af skønsmæssige spørgsmål ‑ herunder spørgsmålet om hvorvidt der er tale om en hensigtsmæssig placering ‑ efter kommuneplanlovens § 48, stk. 1, ikke kan påklages til styrelsen. Planstyrelsen fandt ikke, at der i A's klage var anført retlige spørgsmål, hvorfor styrelsen afviste at behandle klagen.
I A's klage til mig af 16. august 1989 anførte han, at Planstyrelsens afgørelse og begrundelse var utilfredsstillende. A efterlyste en begrundelse fra Planstyrelsen for, at overholdelse af naturfredningslovens bestemmelser om byggelinier på 300 m fra skov ikke var et retligt spørgsmål, der kunne indbringes for styrelsen.
I sin udtalelse til mig af 5. september 1989 henholdt Planstyrelsen sig til sin afgørelse af 8. august 1989, idet styrelsen fortsat fandt, at A's klage angik hensigtsmæssigheden af den af kommunen valgte placering af kraftvarmeværket.
A kommenterede Planstyrelsens udtalelse i brev af 16. september 1989 og skrev bl.a., "at det vel må være min opfattelse af hvad jeg lægger til grund for klagen, der må være det afgørende, og det er i denne sag ‑ spørgsmålet om overholdelse af naturfredningslovens byggelinie på 300 meter fra skov ‑ hvilket jeg mener at have formuleret tilstrækkeligt klart."
I et brev til A udtalte jeg følgende:
"Som meddelt i mit brev til Dem af 21. juli 1989 kan jeg kun tage stilling til Planstyrelsens afvisning af at behandle Deres klage.
Kommuneplanlovens § 48, stk. 1, jf. lovbekendtgørelse nr. 391 af 22. juli 1985, som ændret ved lov nr. 287 af 13. maj 1987, er formuleret således:
"Stk. 1. En kommunalbestyrelses afgørelse vedrørende forhold, der er omfattet af denne lov, kan påklages til miljøministeren, for så vidt angår retlige spørgsmål. Kommunalbestyrelsens afgørelser kan i øvrigt ikke påklages til anden administrativ myndighed, jf. dog § 34, stk. 4 og § 44, stk. 6."
Efter min gennemgang af sagen finder jeg ikke anledning til at kritisere, at Planstyrelsen har afvist at behandle Deres klage under henvisning til, at klagen angår hensigtsmæssigheden af den af kommunen valgte placering af kraftvarmeværket.
Som Planstyrelsen finder jeg, at klagen over kommunalbestyrelsens beslutning om at opretholde en placering af kraftvarmeværket, som forudsætter ophævelse af/dispensation fra naturfredningslovens byggelinier ikke er et retligt spørgsmål i kommuneplanlovens forstand. Det forhold, at byggeriet ønskes placeret inden for den omhandlede byggelinie, rejser således ikke spørgsmål om afgørelsens lovlighed set i forhold til kommuneplanlovens bestemmelser (eller almindelige retsgrundsætninger), som klageadgangen er begrænset til, men indebærer blot, at der forinden byggeriet kræves en afgørelse fra naturfredningsmyndighederne om, hvorvidt byggelinien kan fraviges.
I henhold til naturfredningslovens kap. VI er det overladt Skov‑ og Naturstyrelsen at afgøre, om Hillerød Kommunes ansøgning om ophævelse af lovens byggelinie på 300 m fra skov skal imødekommes, og det er overladt Naturfredningsnævnet at afgøre, om der eventuelt kan meddeles dispensation. Idet jeg kan meddele, at det den 4. oktober 1989 af Skov‑ og Naturstyrelsen er oplyst, at man herfra endnu ikke havde taget endelig stilling til Hillerød Kommunes ansøgning, skal jeg henlede Deres opmærksomhed på naturfredningslovens § 47, stk. 4, hvorefter Skov‑ og Naturstyrelsens bestemmelser herom skal bekendtgøres i Statstidende og et eller flere af de dagblade, der udkommer på egnen.
I forbindelse med Deres klage over Planstyrelsens begrundelse for afgørelsen af 8. august 1989 skal jeg bemærke følgende:
I Deres klage til Planstyrelsen af 2. august 1989 fremførte De bl.a., at spørgsmålet om en eventuel ophævelse af naturfredningslovens byggelinie på 300 m fra skov efter Deres mening var et retligt spørgsmål i kommuneplanlovens forstand.
Efter min opfattelse havde det været ønskeligt, om Planstyrelsen i begrundelsen for afgørelsen om ikke at behandle Deres klage havde taget stilling til Deres synspunkt og forklaret, hvorfor der ikke var tale om et retligt spørgsmål i kommuneplanlovens (§ 48) forstand.