A blev i 1977 gift med den japanske statsborger B. A emigrerede i 1979 og fik i 1980 en datter C med B.
D forespurgte på vegne af C og B, hvorvidt C ville miste sit danske statsborgerskab, hvis hun ansøgte om fremmed statsborgerskab. Indenrigsministeriet afgav en fejlagtig erklæring, men rettede og beklagede senere fejlen.
A klagede bl.a. over, at udtalelsen var blevet afgivet til en uvedkommende person D, samt at hans anmodning om at fremføre sin sag direkte og personligt i et møde inden afgørelsen ikke blev imødekommet.
Ombudsmanden fandt, at ministeriet naturligt havde måttet opfatte situationen på den måde, at D som repræsentant for B bad om vejledning, jf. forvaltningslovens § 7, og at en forudsætning for imødekommelse af hendes begæring var, at hun dokumenterede repræsentationsforholdet. En sådan dokumentation blev fremsendt, og det gav derfor ikke grundlag for kritik, at ministeriet afgav erklæringen.
Ombudsmanden fandt endvidere, at A som part i henhold til forvaltningslovens § 21 havde krav på at få sagen udsat, samt at en anmodning om en personlig samtale måtte opfattes som en sådan anmodning. Ministeriet mente, at A havde frafaldet kravet under en telefonsamtale, og ombudsmanden fandt derfor ikke at have tilstrækkeligt grundlag for at antage, at § 21 var tilsidesat. Det havde imidlertid været bedst stemmende med principperne for god forvaltningsskik, om denne opfattelse havde været nedfældet skriftligt og bekræftet over for A.(J.nr. 1989-1353-41).