Advokat B klagede for den vesttyske statsborger A over, at Justitsministeriet havde stadfæstet en afgørelse, der var truffet af Direktoratet for Udlændinge, hvorved A's opholdsbevis blev inddraget.
Efter at have indhentet en udtalelse fra Direktoratet for Udlændinge og Justitsministeriet samt gennemgået sagens akter anmodede jeg Justitsministeriet om en supplerende udtalelse vedrørende følgende forhold:
"Justitsministeriet har som begrundelse for sin afgørelse af 14. juli 1988 henvist til bl.a. en skrivelse af 13. april 1988 fra Direktoratet for Udlændinge til Justitsministeriet. I denne skrivelse lægges det til grund, at klageren i perioden fra den 1. januar til den 1. marts 1988 (herunder på tidspunktet for indgivelse af ansøgning om EF-opholdsbevis; min bemærkning) opfyldte betingelserne for at få udstedt EF-opholdsbevis, og at klagerens efterfølgende arbejdsløshed er uforskyldt, jf. EF-udlændingebekendtgørelsens § 11. Alligevel antages klageren ikke at have retskrav på EF-opholdsbevis, idet det efter direktoratets faste praksis kræves, "at betingelserne for en ansøgnings imødekommelse ikke alene kan opfyldes i forbindelse med ansøgningens indgivelse, men tillige på det tidspunkt, direktoratet behandler den modtagne ansøgning".
Der kan efter min foreløbige opfattelse ikke indvendes noget imod en sådan praksis i de tilfælde, hvor der under behandlingen af sagen indtræder omstændigheder, som efter udlændingelovgivningen berettiger direktoratet til at inddrage en opholdstilladelse, hvis en sådan havde været udstedt. Dette kan f.eks. være tilfældet, hvor en udlænding søger opholdstilladelse på grundlag af et samliv, som opløses under direktoratets behandling af sagen.
De netop beskrevne tilfælde adskiller sig imidlertid fra tilfælde, hvor ansøgeren på ansøgningstidspunktet har et retskrav på opholdstilladelse, og hvor der under sagsbehandlingen indtræder omstændigheder, som efter udlændingelovgivningen ikke berører retskravet, herunder giver grundlag for at inddrage en eventuel allerede udstedt tilladelse. En sådan situation foreligger i denne sag, hvor den indtrådte arbejdsløshed er uforskyldt, og derfor ifølge EF-udlændingebekendtgørelsens § 11 ikke giver grundlag for at inddrage eller at nægte forlængelse af en allerede udstedt opholdstilladelse.
På denne baggrund skal jeg anmode om en supplerende udtalelse fra Justitsministeriet om, hvorvidt EF-retskilder giver støtte for den af ministeriet og direktoratet foretagne fortolkning af udlændingeloven og EF-bekendtgørelsen".
Ved skrivelse af 8. september 1989 meddelte Justitsministeriet ombudsmanden, at ministeriet efter en gennemgang af EF-retskilderne samt den fornyede gennemgang af sagen havde fundet det rigtigst at meddele A EF-opholdsbevis efter Direktoratet for Udlændinges nærmere bestemmelser. Justitsministeriet anførte:
"Justitsministeriet ... (bemærkede), at det efter ... opfattelse følger af almindelige forvaltningsretlige grundsætninger, at det som udgangspunkt er de faktiske forhold på afgørelsestidspunktet, der danner grundlaget for en forvaltningsakt. Dette gælder også for afgørelser om opholdstilladelse.
Spørgsmålet er herefter, om dette almindelige udgangspunkt må antages at være fraveget for så vidt angår afgørelser om meddelelse af EF-opholdsbevis.
Det fremgår ikke klart af direktiv 68/360/EØF, om de betingelser for meddelelse af EF-opholdsbevis, der fremgår af bestemmelserne i direktivets artikel 4, alene skal være opfyldt på tidspunktet for ansøgningen om EF-opholdsbevis, eller om betingelserne (tillige) skal være opfyldt på tidspunktet for sagens afgørelse.
Spørgsmålet ses imidlertid omhandlet i EF-domstolens sag 139/85 (Kempf, gengivet i saml. 86 s. 1741).
Denne sag vedrørte en vesttysk statsborger, der i perioden fra 26. oktober 1981 til 14. juli 1982 havde deltidsarbejde som musiklærer i Holland. Den 30. oktober 1981 - i den periode, hvor han havde arbejde - ansøgte han om EF-opholdsbevis. Han blev senere syg og var ude af stand til at arbejde, da hans ansøgning blev behandlet med afslag af 17. august 1982 til følge.
Sagen vedrørte imidlertid ikke spørgsmålet om de efterfølgende omstændigheder, men alene, om det forhold, at arbejdstageren oppebar hollandsk bistandshjælp som supplement til sin løn, kunne afskære ham fra at påberåbe sig fællesskabsreglerne om arbejdskraftens fri bevægelighed. Som fremhævet i generaladvokaten, Sir Gordon Slynns indlæg blev det med rette ikke gjort gældende fra hollandsk side, at hvis Kempf måtte antages som deltidsansat med supplerende bistandshjælp at have erhvervet rettigheder som arbejdstager, ville han efterfølgende miste disse rettigheder, hvis han blev ramt af sygdom.
Domstolen lægger forudsætningsvis rigtigheden af disse betragtninger til grund for sin afgørelse (hvorefter vesttyskeren blev anset som arbejdstager).
Domstolens afgørelse må således efter Justitsministeriets opfattelse tages som udtryk for, at de ovennævnte betingelser alene skal foreligge opfyldt på tidspunktet for ansøgningen om EF-opholdsbevis.
..."
Ombudsmanden meddelte herefter B, at han på baggrund af indholdet af Justitsministeriets skrivelse ikke fandt grundlag for at foretage videre i anledning af klagen.