I forbindelse med en begæring fra A om aktindsigt meddelte TV 2 sin opfattelse af institutionens placering i forhold til offentlighedsloven. Som en selvstændig, selvejende institution mente TV 2, at den ikke var en del af den offentlige forvaltning, og dermed ej heller omfattet af offentlighedsloven.
Da TV 2 er oprettet ved det offentliges foranstaltning, er institutionen som udgangspunkt omfattet af offentlighedsloven. Ombudsmanden udtalte, at det ved afgørelsen af, om dette udgangspunkt skulle fastholdes i forbindelse med TV 2, var naturligt at lægge vægt på de momenter, som kan føre til, at institutioner af (delvis) privatretlig karakter må anses for omfattet af offentlighedsloven. Det offentlige har afgørende indflydelse på sammensætningen af TV 2's ledelse og finansiering, og der er fastlagt særlige offentlige kontrolordninger.
Ombudsmanden mente derfor ikke, at der er grundlag for at fravige udgangspunktet, hvorefter TV 2 må betragtes som en del af den offentlige forvaltning og dermed omfattet af offentlighedsloven. (1988-1679-76).