I 1996 begyndte klageren i denne sag at betale sine studielån tilbage. Han betalte imidlertid ikke decemberraten, og Hypotekbanken rykkede for betalingen i december 1996 og januar 1997. Rykkerbrevene blev sendt med almindelig post, men blev returneret med oplysning om at adressaten var ukendt. Hypotekbanken makulerede herefter brevene.
I februar 1997 opsagde Hypotekbanken lånet på grund af misligholdelse. Også dette brev blev returneret af postvæsenet og efterfølgende makuleret.
I juni 1997 fik klageren besked fra studiestøttekontoret om at kontoret havde overtaget administrationen af hans lån. Forrentningen af lånene var forhøjet ligesom de månedlige afdrag var blevet større.
Klageren gjorde herefter bl.a. gældende at han ikke havde modtaget hverken rykkerbrevene eller selve opsigelsen. Han klagede til Ankenævnet for Uddannelsesstøtten der tiltrådte Hypotekbankens afgørelse. Nævnet henviste navnlig til at han ikke kunne antages at have været i god tro med hensyn til tilbagebetalingen af lånene.
Ombudsmanden mente at såvel rykkerbrevene som opsigelsen måtte opfattes som et påbud i obligationsretlig forstand og henviste til at påbud først får virkning efter sit indhold ved fremkomsten til adressaten. Ombudsmanden mente det var tvivlsomt om rykkerne og opsigelsen kunne siges at være kommet frem. Da Ankenævnet for Uddannelsesstøtten ikke havde taget udtrykkelig stilling til spørgsmålet om brevenes fremkomst, henstillede ombudsmanden til nævnet at genoptage behandlingen af sagen i lyset heraf.
Ankenævnet for Uddannelsesstøtten oplyste efterfølgende at man var enig i ombudsmandens opfattelse og at man på den baggrund havde truffet afgørelse om at lånenes afvikling fremtidigt skulle ske på de forud for opsigelsen gældende betingelser. (J.nr. 1998-0565-73).