Vallensbæk kommune gav klageren i denne sag en bevilling efter bistandslovens § 58 til dækning af medicinudgifter. Senere meddelte kommunen at den fremtidig ikke ville dække den del af udgifterne som blev refunderet fra sygesikringen "danmark". Kvinden klagede over afgørelsen til det sociale ankenævn og siden til Den Sociale Ankestyrelse. Det centrale spørgsmål angik fortolkningen af ordet "egenudgiften" i bekendtgørelse nr. 303 af 10. juni 1988, udstedt med hjemmel i bistandslovens § 58, stk 2, nr. 3. Myndighederne mente at udgifter til medicin, der refunderes af "danmark", ikke er at betragte som egenudgift i bekendtgørelsens forstand og derfor ikke kan dækkes i medfør af bistandslovens § 58.
Ombudsmanden mente ikke at der var fuldt tilstrækkeligt grundlag for at henstille til Ankestyrelsen at genoptage sagen med henblik på at træffe en ny afgørelse. Ombudsmanden henstillede derimod til Socialministeriet at ministeriet i forbindelse med en kommende ændring af lov om social service foreslog indsat en klar lovhjemmel til at fradrage tilskud fra Sygesikringen "danmark" i støtte efter (nu) § 97 i lov om social service.
Ombudsmanden kritiserede at Ankestyrelsen i sin afgørelse undlod at tage udtrykkeligt stilling til klagen over at Det Sociale Ankenævn i sin afgørelse ikke havde givet en fyldstgørende begrundelse. Ombudsmanden mente også at Ankestyrelsens egen begrundelse var mangelfuld. (J.nr. 1996-1626-054).