En nabo klagede over at en vognmandsvirksomhed havde fået dispensation fra byggelovens bestemmelser til en 48 m høj antennemast. Kommunen havde efter forhandling med virksomheden, uden fornyet naboorientering, givet dispensation til opstilling af master på et andet sted end det der i første omgang var orienteret om.
Ombudsmanden udtalte at såvel kommunens som statsamtets afgørelser om at der krævedes dispensation fra bygningsreglementets bestemmelser om det skrå højdegrænseplan, byggede på en retsvildfarelse. Det var kun nødvendigt med dispensation fra bestemmelserne om det vandrette højdegrænseplan.
Ombudsmanden udtalte endvidere at der efter byggelovens § 22, stk. 2, skulle have været foretaget en fornyet naboorientering. Naboen måtte anses for part i sagen og skulle derfor også have været hørt efter forvaltningslovens § 19. Ombudsmanden mente dog ikke at den manglende naboorientering/nabohøring konkret var så væsentlig at den burde medføre ugyldighed. Afgørelsen var heller ikke truffet på et så utilstrækkeligt grundlag at afgørelsen var ugyldig, og der var ikke grundlag for at antage at afgørelsen hvilede på usaglige hensyn.
Ombudsmanden kritiserede dog kommunens og statsamtets begrundelser. (J.nr. 1997-1527-160).