FOB 98.502

Afskedigelse af afdelingssygeplejerske på grund af samarbejdsvanskeligheder

01-01-1998

En afdelingssygeplejerske blev afskediget arbejde på et sygehus på grund af samarbejdsvanskeligheder.

Ombudsmanden udtalte at afskedigelsen forudsatte der var det fornødne saglige grundlag, og at myndighederne skulle vurdere om samarbejdsvanskelighederne skyldtes afdelingssygeplejersken eller andre. Da grundlaget for afskedigelsen tilsyneladende alene byggede på udtalelser fra nogle få personer som afdelingssygeplejersken havde et belastet forhold til, mente ombudsmanden at sagens oplysningsgrundlag var mangelfuldt. Da hverken afdelingssygeplejersken eller hendes advokat havde fået forelagt en række af chefsygeplejerskens håndskrevne notater der havde været af afgørende betydning for sagen, mente ombudsmanden endvidere at reglen i forvaltningslovens § 19 var tilsidesat.

Samlet var det ombudsmandens opfattelse at afskedigelsen af afdelingssygeplejersken var ugyldig.

Ombudsmanden bemærkede i øvrigt at ansættelsesmyndigheden, Fyns Amt, ikke havde sendt alle sagens akter til Indenrigsministeriet der af ombudsmanden var blevet bedt om en udtalelse. Fyns Amt begrundede dette med at udvalget af akter gav et dækkende billede af sagens omstændigheder og forløb. Hertil bemærkede ombudsmanden at såvel Indenrigsministeriet (tilsynsmyndigheden) og ombudsmanden som udgangspunkt skal have alle sagsakter udleveret i forbindelse med vurderingen af en sag. Ombudsmanden var ikke enig i at de oprindeligt udleverede sagsakter gav en dækkende beskrivelse af sagens forløb. (J.nr. 1995-1990-813).