To indsatte der var overført fra England til fortsat straffuldbyrdelse i Danmark, klagede over at Justitsministeriet ikke havde inddraget de engelske regler og den engelske praksis om prøveløsladelse i vurderingen af deres ansøgninger om prøveløsladelse efter straffelovens § 38, stk. 2. Justitsministeriet havde været af den opfattelse at ministeriet kun kunne inddrage fremmed ret hvis de nationale regler bestemte det. Under et møde med ombudsmanden gav ministeriet imidlertid udtryk for at det kunne inddrage fremmed ret, og spørgsmålet var herefter alene om ministeriet havde pligt til at inddrage fremmed ret.
Ombudsmanden udtalte at der efter hans opfattelse er pligt til at indhente nærmere oplysninger om fremmed ret, hvis der i det konkrete tilfælde er en tilstrækkelig indikation herfor. Ved vurderingen af om fremmed ret (herefter) i givet fald skal inddrages i vurderingen efter straffelovens § 38, stk. 2, må der bl.a. lægges vægt på om prøveløsladelsens grundlag efter henholdsvis fremmed og dansk ret er sammenligneligt. Hvis dette er tilfældet, og der i øvrigt foreligger det fornødne grundlag for at antage at der ville være sket løsladelse på et tidligere tidspunkt såfremt afsoning var fortsat i domslandet, må domslandets regler og praksis tages i betragtning og i givet fald tillægges en vis vægt.
Da Justitsministeriet ved afgørelsen i de konkrete sager ikke havde overvejet at indhente nærmere oplysninger om og eventuelt inddrage de engelske regler og praksis, henstillede ombudsmanden til Justitsministeriet at overveje sagen på ny. Ombudsmanden bad ministeriet om herunder at tage stilling til hvorvidt de oplysninger om engelsk ret som klagerne havde sendt til ministeriet, indicerede at yderligere oplysninger herom burde indhentes. (J.nr. 1997-0617-623 og 1997-1430-623).