En 10-årig dreng og drengens bedstemor, som var værge for drengen, fik i marts 2011 afslag på asyl i Danmark.
I september 2011 besluttede opholdskommunen at anbringe drengen på en institution. Formålet med anbringelsen var at få undersøgt, om der var risiko for alvorlig skade på drengens sundhed og udvikling. Det var bl.a. tvivlsomt, om bedstemoderen var i stand til at drage relevant omsorg for drengen.
Kommunen indgav endvidere på vegne af både drengen og bedstemoderen ansøgning om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Af denne bestemmelse fremgår det bl.a., at der kan gives opholdstilladelse til en udlænding, hvis ganske særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler for det.
Udlændingestyrelsen afviste i oktober 2011, at de to personer kunne indgive ansøgning om opholdstilladelse her i landet efter den dagældende bestemmelse i udlændingelovens § 9 c, stk. 1, jf. stk. 5. Styrelsen fandt ikke, at Danmarks internationale forpligtelser kunne tilsige, at ansøgningen kunne indgives her i landet. Udlændingestyrelsen oplyste endvidere til Rigspolitiet, at drengen og bedstemoderen kunne udsendes af Danmark, hvorefter de sammen blev udsendt til Serbien.
Ombudsmanden blev bekendt med sagen, fordi den blev omtalt under et tilsynsbesøg i februar 2014 på det asylcenter, hvor drengen og hans bedstemor havde opholdt sig. Ombudsmanden bad på den baggrund Justitsministeriet om at sende ham sagens akter.
Ombudsmanden havde tidligere interesseret sig for problemstillingen. Det daværende integrationsministerium havde i den forbindelse tilbage i juni 2011 bl.a. tilkendegivet, at tvangsanbragte børn må antages at have behov for den danske stats beskyttelse, jf. FN’s Børnekonvention og Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 om forbud mod tortur og anden umenneskelig eller nedværdigende behandling og artikel 8 om retten til et privatliv, og at børnene således i relation til Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 som udgangspunkt ikke kan henvises til at tage ophold i et andet land, endsige udrejse sammen med forældrene.
Ombudsmanden fandt, at det var overordentligt kritisabelt – og udtryk for et grundlæggende svigt over for drengen – at Udlændingestyrelsen afviste, at de to personer kunne indgive ansøgning om opholdstilladelse her i landet, og at styrelsen i forlængelse heraf meddelte Rigspolitiet, at der ikke var noget til hinder for at udsende de to af Danmark.
(Sag nr. 14/02655 og 15/00500)