FOB 2015-38

Kritik af Justitsministeriets sagsbehandlingstid i sag om aktindsigt

25-06-2015

 

 

Den 17. december 2014 bad en journalist Justitsministeriet om aktindsigt i en supplerende redegørelse fra Udlændingestyrelsen om den såkaldte Eritrea-sag. Først den 3. februar 2015 bekræftede ministeriet modtagelsen af  anmodningen og underrettede journalisten om den forventede sagsbehandlingstid. Efterfølgende underrettede ministeriet flere gange journalisten om, at sagen endnu ikke var afsluttet – navnlig med den begrundelse at ministeriet fortsat var ved at gennemgå akterne omfattet af anmodningen.  

Journalisten klagede den 17. marts 2015 til ombudsmanden, da Justitsministeriet fortsat ikke havde truffet en afgørelse i sagen. 

Den 27. april 2015 udleverede Justitsministeriet det ønskede dokument til journalisten.  

Samme dag afgav Justitsministeriet en udtalelse til ombudsmanden, hvor ministeriet beklagede den alt for lange sagsbehandlingstid. Det fremgik af udtalelsen, at den lange sagsbehandlingstid bl.a. skyldtes, at man havde valgt at behandle journalistens anmodning sammen med et større antal andre og mere omfattende anmodninger om aktindsigt i Eritrea-sagen, og at man ved modtagelsen således ikke havde været tilstrækkelig opmærksom på, at journalistens anmodning alene vedrørte ét enkelt dokument. Det betød også, at indholdet af de underretninger, som ministeriet havde givet journalisten, var misvisende. 

Ombudsmanden udtalte, at han – efter en samlet vurdering af de fejl, der var begået – måtte anse Justitsministeriets behandling af sagen for særdeles kritisabel. 

(Sag nr. 15/01337)