En borger klagede til ombudsmanden over, at ATP og Ankenævnet for ATP m.m. havde afvist at behandle hendes indsigelse om, at opgørelsen af hendes beskæftigelsesgrad for 2010 var forkert. Hun henviste til, at hendes arbejdsgiver havde foretaget en forkert indberetning af ATP-bidrag.
Myndighederne afviste at behandle indsigelsen, da den var indgivet for sent. Borgeren havde fået meddelelse om beskæftigelsesgraden i juni 2011 med besked om, at eventuelle indsigelser skulle ske ved henvendelse til ATP inden 3 måneder. Da borgeren først efter fristen henvendte sig til ATP afviste myndighederne at behandle indsigelsen.
Ombudsmanden kunne ikke konstatere, at myndighederne også havde vurderet, om sagen kunne genoptages efter almindelige, ulovbestemte forvaltningsretlige regler om genoptagelse. Han bad derfor myndighederne om at redegøre for, om sagen kunne genoptages på ulovbestemt grundlag.
Myndighederne udtalte, at lov om skattenedslag for seniorer ikke indeholder regler om dispensation fra indsigelsesfristen eller om genoptagelse. Myndighederne mente, at en sag kunne genoptages på ulovbestemt grundlag, hvis der enten var særligt undskyldende omstændigheder (f.eks. alvorlig sygdom) eller myndighedsfejl. Derimod kunne en arbejdsgivers fejl i form af en forkert eller manglende indberetning af ATP-bidrag ikke føre til genoptagelse, heller ikke selvom en korrekt indberetning ville have medført en anden opgørelse af beskæftigelsesgraden.
På baggrund af det særlige retsgrundlag på området havde ombudsmanden ikke grundlag for at tilsidesætte myndighedernes generelle opfattelse. Der gælder således her en mere begrænset adgang til genoptagelse, end hvad der følger af de almindelige regler om ulovbestemt genoptagelse.
Ombudsmanden kunne heller ikke kritisere, at myndighederne i den konkrete sag havde afslået genoptagelse, selv om borgerens arbejdsgiver havde indberettet et forkert ATP-bidrag.
(Sag nr. 14/02935)