FOB 2015-22

Offentlig Digital Post skal indrettes i overensstemmelse med de almindelige forvaltningsretlige krav

05-02-2015

 

 

På baggrund af en henvendelse fra en universitetsforsker, som havde medvirket ved udarbejdelsen af nogle rapporter om postløsningen Offentlig Digital Post, rejste ombudsmanden på eget initiativ en sag over for de ansvarlige myndigheder, Digitaliseringsstyrelsen og Finansministeriet.  

Ombudsmanden konstaterede, at Offentlig Digital Post var indrettet, så det ikke i alle tilfælde var muligt at se, hvilken myndighed der var afsender af et brev. Efter ombudsmandens opfattelse ville det have været ønskeligt, at myndighederne – inden det blev obligatorisk for borgere at anvende postløsningen – havde sikret sig, at postløsningen var indrettet, så den understøttede overholdelsen af det grundlæggende forvaltningsretlige krav om, at en meddelelse fra en myndighed skal indeholde korrekt afsenderbetegnelse.  

Undersøgelsen viste også, at nogle myndigheder var opført med forkert myndighedsnavn i adressebogen i Offentlig Digital Post, f.eks. med et tidligere navn. Da Digitaliseringsstyrelsen oplyste over for ombudsmanden, at styrelsen nu én gang i kvartalet kontrollerede, om myndighederne reelt var kontaktbare, og om de optrådte under korrekt myndighedsnavn i adressebogen, foretog ombudsmanden sig dog ikke mere angående dette spørgsmål.  

Ombudsmanden undersøgte endelig, om det var i strid med lov om Offentlig Digital Post, at nogle kommuner – ved siden af Offentlig Digital Post – havde etableret en lokal digital postløsning, som blev benyttet ved kommunikation med borgerne. Det mente han ikke var tilfældet. De pågældende kommuner var dog forpligtede til at give borgerne tydelig vejledning om konsekvenserne af et samtykke til at modtage post i en lokal løsning, herunder at det ikke fritager borgerne fra at tjekke post i Offentlig Digital Post. Da Digitaliseringsstyrelsen oplyste, at styrelsen nu ville iværksætte en generel vejledningsindsats med henblik på at sikre, at myndigheder, der anvender en lokal postløsning, giver borgerne den fornødne vejledning, gjorde ombudsmanden ikke mere på dette punkt. 

(Sag nr. 14/01845)