FOB 2015-23

Ekstrahering af oplysninger i internt dokument

02-05-2015

 

 

En journalist klagede til ombudsmanden over, at Sundhedsstyrelsen og Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse havde givet delvist afslag på aktindsigt i fire akter. Akterne indgik i en sag om et notat, som Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse havde anmodet Sundhedsstyrelsen om at udarbejde. 

Ombudsmanden var enig med Sundhedsstyrelsen og Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse i, at to af akterne i deres helhed og e-mails indeholdt i de to øvrige akter var interne dokumenter omfattet af offentlighedslovens § 23, stk. 1, nr. 1, og derfor som udgangspunkt undtaget fra aktindsigt.  

Efter ombudsmandens opfattelse var der i to af akterne ekstraheringspligtige oplysninger. Men oplysningerne i den ene akt fremgik imidlertid af andre dokumenter, som blev udleveret til journalisten i forbindelse med aktindsigtsanmodningen, og ombudsmanden kunne derfor ikke kritisere, at journalisten ikke fik aktindsigt i disse oplysninger. 

Den anden akt (akt nr. 4) indeholdt bl.a. referat af tilkendegivelser fra en anden myndighed – Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse – end Sundhedsstyrelsen, og disse tilkendegivelser måtte antages at have været udslagsgivende for indholdet af dele af styrelsens notat. De fremstod således som allerede trufne beslutninger, som Sundhedsstyrelsen herefter havde skullet udføre ved den endelige udarbejdelse af notatet. Under disse omstændigheder var der efter ombudsmandens opfattelse mest, der talte for at anse dem for oplysninger om sagens ”faktiske grundlag”, og oplysningerne måtte også anses for relevante for sagen. 

Ombudsmanden henstillede til Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse at genoptage sagen og træffe en ny afgørelse om anmodningen om aktindsigt i oplysningerne i akt nr. 4. 

Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse genoptog herefter sagen og gav aktindsigt i hele akt nr. 4. 

(Sag nr. 14/04944)