Gældsstyrelsens forvaltning af sin opgave med at hjælpe familier med at inddrive underholdsbidrag, f.eks. forhøjede børnebidrag, fra skyldnere i udlandet har gennem flere år været så mangelfuld, at den har karakter af et grundlæggende myndighedssvigt. Det udtaler ombudsmanden efter at have undersøgt styrelsens indsats på området.
”Når man taler om underholdsbidrag, så taler man om penge, som kan gøre en stor forskel for levevilkårene i familier. Myndighederne burde derfor have taget de nødvendige skridt for at sikre en effektiv inddrivelsesindsats på området og derved leve op til sin lovmæssige forpligtelse”, siger Folketingets Ombudsmand, Niels Fenger.
En vigtig forudsætning for at kunne inddrive penge fra bidragspligtige i udlandet er at vide, hvor de befinder sig. Ombudsmandens kritik går især på, at Gældsstyrelsen efter hans opfattelse i årevis har gjort for lidt for at løse de problemer, der har været forbundet med at fremskaffe adresseoplysninger på bidragspligtige i udlandet – f.eks. ikke gjort nok for at få internationale aftaler på plads.
Ombudsmanden fremhæver også, at der har været begrænset systemunderstøttelse og manuelle sagsgange ved udlandsinddrivelsen af underholdsbidrag, ligesom Gældsstyrelsen først for nylig har fastlagt processer for bistandsanmodninger til udenlandske myndigheder.
Gældsstyrelsen overtog opgaven med at hjælpe familier med at inddrive underholdsbidrag fra skyldnere i udlandet i 2018. Ombudsmanden konstaterer imidlertid, at styrelsen først fra slutningen af 2022 har iværksat tiltag, der skal sikre en mere effektiv inddrivelse fra bidragspligtige i udlandet.
Ombudsmanden afgiver sin udtalelse på baggrund af en egen drift-undersøgelse, som han påbegyndte efter at have konstateret, at der var manglende fremdrift i Gældsstyrelsens arbejde med at inddrive danske underholdsbidrag i udlandet.
Ombudsmanden har underrettet Folketingets Retsudvalg, Folketingets Skatteudvalg og skatteministeren om resultatet af sin undersøgelse.
Læs ombudsmandens udtalelse
Yderligere oplysninger:
Folketingets Ombudsmand, Niels Fenger, tlf. 42 47 50 91