Folketinget har i dag valgt landsdommer Henrik Bloch Andersen til midlertidig ombudsmand fra den 11. oktober 2024, og indtil en nyvalgt ombudsmand kan tiltræde hvervet. Henrik Bloch Andersen er dommer i Østre Landsret og har hidtil som såkaldt sætteombudsmand varetaget ombudsmandens funktioner i sager, hvor denne er inhabil. I perioden fra den 1. november til den 1. december 2019 fungerede han tilsvarende som midlertidig ombudsmand.
Den tidligere ombudsmand, Niels Fenger, meddelte den 13. september 2024 Folketinget, at han ønskede at fratræde stillingen som Folketingets Ombudsmand med virkning fra den 7. oktober 2024, da han samme dato ville tiltræde en stilling som dommer ved EU-domstolen.
Folketinget vælger en ny ombudsmand efter indstilling fra Folketingets Retsudvalg.
Læs Folketingets nyhed
Læs nyhed af 13. september 2024 – Ombudsmanden fratræder for at kunne blive dommer ved EU-Domstolen