Sundhedsministeriet havde givet en journalist afslag på aktindsigt i dokumenter, der vedrørte COVID-19. Dokumenterne omhandlede et udkast til ændring af epidemiloven, nogle interne mails og en orientering til Folketingets sundhedsordførere om udstedelsen af en række bekendtgørelser. Ministeriet mente ikke, at miljøoplysningsloven skulle anvendes.
Ombudsmanden udtalte, at der i den foreliggende sag var to forhold, der kunne føre til anvendelse af miljøoplysningsloven. Det ene var, at oplysninger om smitte med COVID-19 generelt har karakter af oplysninger om menneskers sundhedstilstand efter lovens § 3, nr. 6, jf. nr. 1, det andet var, at der var tale om oplysninger, som vedrører foranstaltninger i lovens § 3, nr. 3’s forstand, og som påvirker eller kan påvirke de enkelte miljøelementer, der er nævnt i nr. 1.
Ved vurderingen efter § 3, nr. 6, jf. nr. 1, var det afgørende, om der er den fornødne relation mellem menneskers sundhedstilstand og tilstanden i miljøelementet ”luft”. Ombudsmanden havde ikke holdepunkter for at tilsidesætte myndighedernes sundhedsfaglige vurdering af smittemåder for COVID-19 og havde herefter ikke grundlag for at tilsidesætte ministeriets vurdering af, at § 3, nr. 6, jf. nr. 1, ikke fandt anvendelse.
Ombudsmanden mente heller ikke, at miljøoplysningslovens § 3, nr. 3, fandt anvendelse, da der ikke var tale om foranstaltninger, der ”kan” påvirke miljøelementer i bestemmelsens forstand.
Sagen rejste desuden et spørgsmål om bl.a., hvorvidt en mail, der var afgivet til den såkaldte udredningsgruppe om håndteringen af COVID-19 i foråret 2020, havde mistet sin interne karakter. Det mente ombudsmanden ikke var tilfældet, idet mailen måtte anses for afgivet ”til forskningsmæssig brug eller af andre lignende grunde” i offentlighedslovens § 23, stk. 2’s forstand.
(Sag nr. 22/00756