En sygeplejerske blev efter 12 års ansættelse sygemeldt med ”arbejdsrelateret stress pga. psykisk dårligt arbejdsmiljø” fra sin stilling ved en kommunal institution.
Efter ca. fire måneders fravær tilkendegav hun under en tjenstlig samtale, at hun ikke så sig selv vende tilbage ”inden for en overskuelig tid”. Lederen meddelte på den baggrund, at udsigten til, at hun kunne genoptage arbejdet, havde et så usikkert og langvarigt perspektiv, at det var nødvendigt at indstille hende til afskedigelse.
Under samtalen blev lederen spurgt om muligheden for omplacering, hvortil han svarede, at der ikke var en åbenlys omplaceringsmulighed i hans regi, men at hun kunne spørge i forbindelse med partshøring over opsigelsen. Sygeplejersken spurgte ikke i sit partshøringssvar kommunen, om der var mulighed for omplacering, og hun blev herefter afskediget på grund af sygefravær.
Ombudsmanden fandt, at kommunen under de foreliggende omstændigheder havde haft anledning til at antage, at den sygdom, som sygeplejersken havde angivet som årsag til fraværet, havde sammenhæng med hendes arbejdsmæssige placering. Kommunen havde derfor haft grund til at undersøge, om hun ville kunne vende tilbage til arbejdet, hvis hun blev omplaceret.
Efter ombudsmandens opfattelse gav forholdene i sagen ikke kommunen fornøden grund til at antage, at sygeplejersken ikke ønskede, at kommunen undersøgte muligheden for en omplacering. Ombudsmanden mente derfor, at kommunen burde have undersøgt en sådan mulighed – eller dog have sikret sig, at sygeplejersken ikke var interesseret heri – inden den skred til afskedigelse.
Da kommunen efter afskedigelsen havde henvendt sig til sygeplejersken om en eventuel mulighed for at blive ansat i en ny stilling, foretog ombudsmanden sig ikke mere i sagen.
(Sag nr. 21/00050)