Et par klagede til Byggeklageenheden over, at en kommune havde udstedt en byggetilladelse til en hævet terrasse på naboejendommen til deres sommerhus. Terrassen havde en tilladt højde på ca. 1,10 meter og lå ca. 15 meter fra deres terrasse og hus.
Byggeklageenheden mente ikke, at naboparret var klageberettigede, og afviste derfor klagen. Enheden lagde i afgørelsen særlig vægt på, at naboparrets ejendom ikke lå i skel til ejendommen med den hævede terrasse. I en uddybende begrundelse lagde enheden alene vægt på dette forhold.
Efter ombudsmandens opfattelse ville det ikke være foreneligt med byggelovens klageregler at opstille en afskæringsregel, hvorefter der ikke kunne foreligge klageberettigelse, allerede fordi den pågældende ikke var nabo i skel. Byggeklageenhedens afgørelse ville derfor have været udtryk for en forkert fortolkning af retsgrundlaget, hvis enhedens uddybende begrundelse blev lagt til grund som værende udtryk for det, som enheden rent faktisk havde lagt vægt på ved afgørelsen.
Under ombudsmandens behandling af sagen anførte enheden imidlertid, at enheden også havde lagt vægt på en række andre forhold ved vurderingen af klageberettigelse.
Ombudsmanden kunne i lyset af disse forhold samlet set ikke kritisere Byggeklageenhedens vurdering af, at de indbliksgener, som naboparret blev udsat for i kraft af den hævede terrasse, ikke var tilstrækkeligt væsentlige til, at de kunne anses for klageberettigede.
Ombudsmanden konstaterede samtidig, at enhedens begrundelse i afgørelsen og navnlig den uddybende begrundelse ikke afspejlede det, som enheden faktisk havde lagt vægt på ved sin afgørelse. Dermed havde naboparret ikke fået en rigtig begrundelse i sagen, før den blev indbragt for ham. Det var efter ombudsmandens opfattelse kritisabelt.
(Sag nr. 22/00071)