En kvinde klagede til ombudsmanden over, at Gældsstyrelsen ikke inddrev de forhøjede (ikke-forskudsvis udlagte) børnebidrag, som hendes tidligere ægtefælle – der boede i Grønland – var pålagt at betale til deres fælles barn. Kvinden var utilfreds med bl.a., at styrelsen ikke ville oplyse hende om sagens status, herunder om sagen var sendt til de grønlandske myndigheder med henblik på bistand til inddrivelsen.
Kvinden havde fra Gældsstyrelsen fået oplyst, hvad den aktuelle restance var, og at den endnu ikke var dækket. Kvinden havde også fået oplyst bl.a., at oversendelsen til Grønland var kompliceret af manglende processer og implementering af et nyt inddrivelsessystem i Grønland.
Gældsstyrelsen mente ikke, at kvinden kunne få yderligere oplysninger, og henviste til den særlige tavshedspligtsbestemmelse i skatteforvaltningslovens § 17 og til, at hun ikke var part i inddrivelsessagen. Styrelsen kunne derfor ikke oplyse om eventuelle inddrivelsesskridt over for den tidligere ægtefælle eller om samarbejdet mv. med de grønlandske myndigheder om inddrivelsen.
Ombudsmanden forstod, at Gældsstyrelsen – på linje med det, som fremgik af ombudsmandens sag FOB 2022-17 – havde vurderet, hvilke oplysninger kvinden kunne få, med udgangspunkt i en vurdering af, om hun var part i afgørelsessager om inddrivelsen. Det gav ikke ombudsmanden anledning til bemærkninger, at styrelsen havde vurderet, at kvinden ikke var part i forhold til konkrete inddrivelsesskridt mod den tidligere ægtefælle.
På baggrund af de oplysninger, som kvinden havde fået fra styrelsen om status i sagen, og da hun under sagens behandling hos ombudsmanden også fik oplyst, at sagen nu var sendt til de grønlandske myndigheder, fandt ombudsmanden ikke grundlag for at foretage sig mere vedrørende spørgsmålet om videregivelse af oplysninger til kvinden som bidragsmodtager.
Ombudsmanden pegede dog på, at oplysninger om generelle inddrivelseshindringer i almindelighed ikke er omfattet af den særlige tavshedspligt for skattemyndighederne. Spørgsmålet om indsigt i disse oplysninger skulle derfor afgøres efter offentlighedslovens bestemmelser, og kvinden kunne rette henvendelse til Gældsstyrelsen, hvis hun ønskede, at styrelsen skulle foretage en sådan vurdering.
(Sag nr. 21/04553)