Styrelsen for International Rekruttering og Integration havde som led i en aktindsigtssag oplyst en borger om, at 33 japanske statsborgere havde fået opholds- og arbejdstilladelse efter udlændingelovens § 9 a, stk. 2, nr. 7, litra c, til at arbejde for havbrugsvirksomheder. Styrelsen og Udlændinge- og Integrationsministeriet afslog imidlertid at give aktindsigt i oplysninger om antal arbejdstagere opgjort pr. virksomhed. Myndighederne anførte, at oplysningen om, at en person har eller har haft en sag om opholds- og arbejdstilladelse på baggrund af beskæftigelse, har karakter af oplysninger om en persons private forhold efter offentlighedslovens § 30, nr. 1, samt at oplysninger opdelt pr. virksomhed efter myndighedernes opfattelse ville gøre det muligt at identificere de enkelte arbejdstagere.
Ombudsmanden var ikke enig med myndighederne. Efter ombudsmandens opfattelse er en oplysning om, at en udlænding har en opholds- og arbejdstilladelse af den nævnte art, ikke en oplysning, der siger noget om den pågældendes private forhold.
Ombudsmanden lagde vægt på, at kriterierne for at meddele en sådan tilladelse er afgrænset til at angå udlændingens ”særlige individuelle kvalifikationer”, herunder uddannelsesmæssig baggrund, tidligere arbejdserfaring og relevante personlige egenskaber. Det forhold, at man har en sådan tilladelse, afslører således ikke generelt følsomme forhold omfattet af offentlighedslovens § 30, nr. 1.
Ombudsmanden fandt heller ikke, at myndighederne i den foreliggende sag havde godtgjort, at de ønskede oplysninger om antal arbejdstagere opgjort pr. havbrugsvirksomhed af andre grunde ville kunne tilbageholdes efter reglerne i offentlighedsloven.
Ombudsmanden henstillede på den baggrund, at Udlændinge- og Integrationsministeriet genoptog sagen.
(Sag nr. 21/06423)