FOB 2022-26

Undtagelse af korrespondance mellem den danske regering og det færøske landsstyre

16-11-2022

 

 

En journalist klagede til ombudsmanden over Udenrigsministeriets afslag på aktindsigt i to dokumenter vedrørende en korrespondance mellem den danske regering og det færøske landsstyre. Korrespondancen handlede om kompetencefordelingen i forbindelse med Færøernes implementering af sanktioner svarende til de EU-sanktioner, der gælder for Danmark.

Ministeriet undtog dokumenterne fra aktindsigt efter generalklausulen i offentlighedslovens § 33, nr. 5, med henvisning til beskyttelse af den politiske beslutningsproces mellem rigsdelene.

Ombudsmanden var enig i, at hensynet til den politiske beslutningsproces mellem rigsdelene efter omstændighederne kan begrunde, at der gives helt eller delvist afslag på aktindsigt i korrespondance mellem den danske regering og det færøske landsstyre efter offentlighedslovens § 33, nr. 5.

Ombudsmanden tilføjede imidlertid, at der efter hans opfattelse ikke kan opstilles en almindelig formodning om, at samarbejdet og forholdet mellem parterne i rigsfællesskabet mere generelt kræver en ”fri og fortrolig meningsudveksling”, der indebærer, at udvekslede dokumenter alt andet lige vil kunne undtages fra aktindsigt.

Ombudsmanden henviste til, at det er en forudsætning for at anvende bestemmelsen i offentlighedslovens § 33, nr. 5, at undtagelse af oplysningerne fra aktindsigt er påkrævet ud fra en konkret vurdering af behovet for hemmeligholdelse og risikoen for skadevirkninger ved en udlevering af de omhandlede oplysninger.

Efter sin gennemgang af sagen og på baggrund af de oplysninger, som ombudsmanden havde modtaget i fortrolighed fra Udenrigsministeriet, kunne ombudsmanden ikke kritisere, at ministeriet efter en konkret vurdering havde undtaget de pågældende dokumenter fra aktindsigt.

(Sag nr. 22/03014)