Ombudsmanden undersøgte en kommunes sagsbehandling i fire sager om hjemgivelse af anbragte børn og unge. Sagerne var tilfældigt udvalgte stikprøver blandt i alt 12 sager om hjemgivelse inden for en nærmere angiven periode.
Det var ombudsmandens opfattelse, at kommunens sagsbehandling samlet set havde været meget kritisabel.
Det skyldtes, at kommunen i ingen af de fire sager sås at have revideret børnenes og de unges handleplan og angivet den videre indsats i forbindelse med hjemgivelsen eller at have afholdt børnesamtaler om hjemgivelsen med børnene og de unge, inden kommunen traf afgørelse om at hjemgive dem.
Derudover sås kommunen ikke i de tre sager, hvor børnene og de unge var fyldt 12 år, at have meddelt afgørelsen om hjemgivelse til børnene og de unge. Efter ombudsmandens opfattelse burde afgørelsen have været meddelt børnene og de unge skriftligt – eller meget hurtigt efter været bekræftet skriftligt over for dem – og i overensstemmelse med forvaltningslovens §§ 22-25 have været ledsaget af en begrundelse og en klagevejledning.
I to afgørelser om hjemgivelse havde kommunen ikke begrundet afgørelserne tilstrækkeligt over for børnenes og de unges forældre. Kommunen havde heller ikke orienteret børn og unge-udvalget i overensstemmelse med servicelovens regler i forbindelse med hjemgivelse af en ung, der var anbragt uden samtykke.
Overordnet set gav ombudsmandens gennemgang af sagerne anledning til generel bekymring i forhold til kommunens behandling af sager om hjemgivelse.
Ombudsmanden bad derfor kommunen om at orientere ham om, hvordan kommunen fremover ville sikre sig, at hjemgivelsessager blev behandlet i overensstemmelse med lovgivningen og det, der var anført i ombudsmandens redegørelse.
På baggrund af sagens karakter fandt ombudsmanden anledning til at orientere kommunalbestyrelsen om sagen. Da spørgsmålene i sagen kunne være generelt relevante i sager om hjemgivelse, valgte ombudsmanden også at orientere Ankestyrelsen og Kommunernes Landsforening om sin redegørelse.
(Sag nr. 17/00750)