For at være berettiget til at modtage kontanthjælp skal man som udgangspunkt kunne dokumentere at have haft ophold i Danmark, Grønland eller Færøerne i sammenlagt syv ud af de seneste otte år.
En hjemløs mand oplyste, at han havde opholdt sig i Danmark i hele perioden, og henviste til, at hans pas var udløbet i 2004. Han mente også, at tre navngivne personer ville kunne bevidne hans ophold i Danmark.
Ankestyrelsen afviste at indhente erklæringer fra de tre personer, som ifølge den hjemløse kunne bevidne hans ophold i Danmark. De tre personer repræsenterede ikke ”en myndighed, en organisation eller en anden officiel instans”, og erklæringer fra den hjemløse selv, hans familie og bekendte kunne ikke ”i sig selv” udgøre fyldestgørende dokumentation. Manden var berettiget til integrationsydelse, men ikke kontanthjælp.
Ombudsmanden var enig med Ankestyrelsen i, at aktivlovens § 11, stk. 7, var en ”skærpet bevisbyrderegel” for borgeren, men at reglen ikke ændrede på, at myndighederne efter officialprincippet havde pligt til at oplyse sagen. Ankestyrelsen kunne efter ombudsmandens opfattelse ikke afvise den hjemløses ønske om at lade vidneudsagn indgå i oplysningsgrundlaget ud fra en vurdering af, at de ikke var nødvendige og relevante for sagens afgørelse.
Borgere i EU/EØS kan efter EU-retten være berettigede til kontanthjælp, selv om de har opholdt sig i et andet land end Danmark. Ombudsmanden mente, at myndighederne i den foreliggende sag burde have vejledt den hjemløse mand om muligheden for at godtgøre ophold et andet sted end Danmark – under hensyn til, at han i den omhandlede periode måtte have opholdt sig i et eller andet land, og at der forelå en mulighed for, at han, selv om han måtte have opholdt sig i et andet land end Danmark, havde bevaret sin ret til kontanthjælp.
Ombudsmanden henstillede til Ankestyrelsen at genoptage sagen.
(Sag nr. 17/00799)