FOB 2018-17

Ministerium gav først aktindsigt i rapport om radioaktivt affald, da regeringen var klar med politisk udmelding

04-03-2018

En journalist bad Uddannelses- og Forskningsministeriet om aktindsigt i en rapport fra en tværministeriel arbejdsgruppe om deponering af radioaktivt affald. Selv om det efter knap to uger blev klart for ministeriet, at journalisten efter miljøoplysningsloven havde krav på aktindsigt i hele rapporten, besluttede ministeriet at udsætte besvarelsen i cirka 10 dage. Ministeriet ville nemlig først udlevere rapporten, når den kunne offentliggøres på ministeriets hjemmeside sammen med et oplæg om regeringens politik på området. Det skyldtes, at sagen om deponering af radioaktivt affald var politisk meget følsom. 

Det var efter ombudsmandens opfattelse uberettiget, at Uddannelses- og Forskningsministeriet udsatte besvarelsen af anmodningen om aktindsigt, indtil regeringen var klar til at offentliggøre rapporten sammen med regeringens oplæg til en langsigtet løsning på området. 

Ministeriets behandling af aktindsigtsanmodningen var således efter ombudsmandens opfattelse i strid med det gældende retsgrundlag for behandling af sådanne sager og med helt grundlæggende hensyn og formål bag aktindsigtsreglerne. Ombudsmanden fandt derfor ministeriets behandling af sagen særdeles kritisabel. 

Ombudsmanden besluttede i medfør af ombudsmandslovens § 24 at orientere Folketingets Retsudvalg og uddannelses- og forskningsministeren om sagen. Endvidere orienterede ombudsmanden Folketingets Uddannelses- og Forskningsudvalg. 

(Sag nr. 17/04414)