På baggrund af oplysninger fra de såkaldte Panama Papers skrev SKAT i materialeindkaldelser til en række borgere, at de havde pligt til at sende oplysninger, så det kunne afklares, om de skyldte skat til Danmark.
Efter henvendelse fra Advokatrådets Skatteudvalg besluttede ombudsmanden af egen drift at undersøge, om SKAT i den forbindelse havde overholdt reglerne om forbud mod selvinkriminering i retssikkerhedslovens § 10. Efter denne bestemmelse har en borger som udgangspunkt ikke pligt til at give myndighederne oplysninger, hvis der er konkret mistanke om, at borgeren har begået et strafbart forhold.
Ombudsmanden udtalte, at pligten til at gøre rede for grundlaget for selvangivne oplysninger i skattekontrollovens § 1, stk. 1, måtte anses for en oplysningspligt, som var omfattet af retssikkerhedslovens § 10.
Undersøgelsen gav generelt ikke ombudsmanden grund til at antage, at der på tidspunktet for udsendelsen af materialeindkaldelserne var grundlag for konkret mistanke mod de borgere, som blev pålagt at give oplysninger. På den baggrund nåede ombudsmanden frem til, at reglerne om forbud mod selvinkriminering var overholdt. Ombudsmanden byggede sin vurdering på SKATs generelle beskrivelse af oplysningsgrundlaget og processen i sagerne, idet han ikke havde undersøgt de enkelte sager om SKATs indhentelse af materiale.
Undersøgelsen gav heller ikke ombudsmanden grundlag for generelt at antage, at SKAT manglede sagligt grundlag for at bede borgerne om at sende oplysninger om indkomstår forud for den ordinære ansættelsesfrist.
Ombudsmanden var desuden enig med SKAT i, at der burde foretages en ændring af den samtykkeerklæring, som SKAT tidligere havde bedt borgere om at underskrive, hvis der forelå konkret mistanke om et strafbart forhold, men hvor den mistænkte borger ønskede at give samtykke til at meddele oplysninger.
(Sag nr. 17/00509)