FOB 2018-21

Fonden Aarhus 2017 ikke omfattet af offentlighedsloven

07-05-2018

Det fremgik af en avisartikel, at Fonden Aarhus 2017 – som bl.a. var ansvarlig for gennemførelsen af Europæisk Kulturhovedstad 2017 – havde afslået at give avisen aktindsigt i oplysninger om, hvordan fondens budget på cirka en halv milliard kroner blev anvendt. 

Fonden havde begrundet afslaget på aktindsigt med, at fonden ikke var omfattet af offentlighedsloven.  

Spørgsmålet i sagen var for det første, om fonden var omfattet af bestemmelsen i offentlighedslovens § 3, stk. 1, nr. 2, hvorefter offentlighedsloven finder anvendelse på al virksomhed, der udøves af ”selvejende institutioner, foreninger, fonde m.v., der er oprettet på privatretligt grundlag, og som udøver offentlig virksomhed af mere omfattende karakter og er undergivet intensiv offentlig regulering, intensivt offentligt tilsyn og intensiv offentlig kontrol”.  

For det andet var spørgsmålet, om fonden var omfattet af bestemmelsen i offentlighedslovens § 4, stk. 1, hvorefter offentlighedsloven finder anvendelse på al virksomhed, der udøves af selskaber, hvor mere end 75 pct. af ejerandelene tilhører danske offentlige myndigheder, medmindre der er tale om børsnoterede selskaber og deres datterselskaber. 

Det var ombudsmandens opfattelse, at Fonden Aarhus 2017 hverken var omfattet af bestemmelsen i offentlighedslovens § 3, stk. 1, nr. 2, eller § 4, stk. 1. Fonden var således ikke på dette grundlag omfattet af offentlighedslovens anvendelsesområde. 

(Sag nr. 17/00694)