Nyhedsbrev oktober 2024

På grund af tekniske problemer genudsendes dette nyhedsbrev, som også blev sendt ud fredag den 4. oktober, men desværre ikke nåede frem til alle modtagere. 

Nyheder

Styrelse levede ikke op til lovmæssig forpligtelse i sager om underholdsbidrag fra skyldnere i udlandet

Gældsstyrelsens forvaltning af sin opgave med at hjælpe familier med at inddrive underholdsbidrag, f.eks. forhøjede børnebidrag, fra skyldnere i udlandet var gennem flere år så mangelfuld, at den havde karakter af et grundlæggende myndighedssvigt. Det udtalte ombudsmanden efter en undersøgelse af styrelsens indsats på området.

Ombudsmanden kritiserede især, at Gældsstyrelsen i årevis havde gjort for lidt for at løse de problemer, der var forbundet med at fremskaffe adresseoplysninger på bidragspligtige i udlandet.

Gældsstyrelsen overtog opgaven med at hjælpe familier med at inddrive underholdsbidrag fra skyldnere i udlandet i 2018. Ombudsmanden konstaterede imidlertid, at styrelsen først fra slutningen af 2022 havde iværksat tiltag, der skulle sikre en mere effektiv inddrivelse fra bidragspligtige i udlandet.

Læs hele nyheden

Skatteministeriet sikrede sig ikke dokumentation for central udmelding

I forbindelse med omlægningen af det nye boligskattesystem udmeldte Skatteministeriet, at 4 ud af 5 boligejere ville få en skattelettelse i 2024. Skatteministeriet sikrede sig imidlertid ikke dokumentation for de beregninger, som lå til grund for udmeldingen.

Det er efter ombudsmandens opfattelse ikke understøttende for tilliden til de offentlige myndigheder, hvis der ikke foreligger – eller dog genskabes – dokumentation for så væsentlige udmeldte udsagn.

Læs hele nyheden 

Ekstrahering skal afspejle den tekst, der faktisk fremgår af dokumentet

En journalist søgte om aktindsigt i en fratrædelsesaftale, der var indgået mellem en særlig rådgiver og Uddannelses- og Forskningsministeriet.

Ministeriet udleverede oplysninger om det samlede fratrædelsesbeløb til journalisten, men afslog at svare på, om fratrædelsesgodtgørelsen svarede til fem måneders løn, selv om godtgørelsen i fratrædelsesaftalen netop var angivet som et beløb svarende til et antal måneders løn. Det samlede fratrædelsesbeløb – som ministeriet havde udleveret til journalisten – fremgik derimod ikke af aftalen. Det beløb havde ministeriet udregnet på baggrund af beløbene i fratrædelsesaftalen.

Ministeriets fremgangsmåde var efter ombudsmandens opfattelse ikke i overensstemmelse med offentlighedslovens regler om ekstrahering, idet ministeriet burde have udleveret de oplysninger om fratrædelsesgodtgørelsen, der faktisk fremgik af fratrædelsesaftalen. Ombudsmanden henstillede til, at ministeriet genoptog sagen og traf en ny afgørelse. Ombudsmanden kritiserede også, at ministeriet oprindeligt havde foretaget en for snæver og ikke retvisende afgrænsning af aktindsigtssagen.

Læs hele nyheden

Styrelse udleverede notater fra intern evaluering af COVID-19-indsats til journalist

Fødevarestyrelsen havde givet en journalist aktindsigt i en mindre mængde udsagn fra eksterne samarbejdspartnere om faktiske omstændigheder i notater fra en række interviews, som styrelsen havde gennemført i forbindelse med en intern evaluering af styrelsens håndtering af COVID-19 i mink. Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri havde stadfæstet afgørelsen.

Ombudsmanden bad ministeriet om at redegøre for ministeriets vurdering efter offentlighedslovens § 28, stk. 1, om ekstrahering af oplysninger. Ministeriet hjemviste herefter sagen til styrelsen, som gav journalisten aktindsigt i stort set alle oplysninger i interviewnotaterne.

Læs hele nyheden

SMS fra særlig rådgiver ikke omfattet af offentlighedsloven

En særlig rådgiver sendte en SMS-besked til en ansat ved et PR-bureau. Ombudsmanden fandt ikke anledning til at kritisere Statsministeriets beslutning om at afslå aktindsigt i SMS-beskeden, idet SMS-beskeden på grund af sin formløse karakter utvivlsomt ikke var omfattet af offentlighedsloven.

Henset hertil fandt ombudsmanden ikke anledning til at tage stilling til Statsministeriets synspunkt om, at beskeden også faldt uden for offentlighedslovens aktindsigtsregler, fordi den var af privat eller rent partimæssig karakter.

Læs hele nyheden

Ministerium udleverede flere dokumenter fra Svarer-udvalg efter ny afvejning

Skatteministeriet gav en journalist aktindsigt i flere dokumenter fra Ekspertgruppen for en grøn skattereform – det såkaldte Svarer-udvalg – efter at Folketingets Ombudsmand havde bedt ministeriet om at redegøre for anvendelsen af afvejningsreglen i miljøoplysningslovens § 2, stk. 3, i forhold til ekspertgruppens brevveksling med eksterne aktører.

Denne regel siger, at adgangen til at begrænse aktindsigt skal vejes op mod samfundets interesse i, at oplysningerne offentliggøres, og at en myndighed kun kan afslå aktindsigt, hvis de interesser, der varetages ved et afslag, overstiger offentlighedens interesse i at få indsigt i oplysningerne.

Læs hele nyheden

Engelsk version af temarapport om tilsyn med transport af indsatte i kriminalforsorgen

Ombudsmandens temarapport på voksenområdet om tilsynsbesøg i 2023 foreligger nu på engelsk. Rapporten handler om kriminalforsorgens transport af indsatte til retsmøder, ambulant behandling og ved overførsel af indsatte fra en institution i kriminalforsorgen til en anden.

Ombudsmanden konstaterer overordnet, at kriminalforsorgen har tilrettelagt arbejdet med at transportere indsatte på en professionel og hensigtsmæssig måde. Der bliver generelt taget højde for, at de indsatte ofte befinder sig i en sårbar situation. Ombudsmanden peger dog også på forhold, der efter hans vurdering kan gøres bedre.

Læs rapporten

Ombudsmanden fratræder for at kunne blive dommer ved EU-Domstolen

Folketingets Ombudsmand, Niels Fenger, har meddelt Folketinget, at han ønsker at fratræde stillingen som ombudsmand med virkning fra den 7. oktober 2024.

Det skyldes, at Niels Fenger tiltræder som dommer ved EU-Domstolen med virkning fra samme dato.

Læs hele nyheden

Ombudsmandsloven  

Overblik

Opdaterede overblik

#1 God forvaltningsskik

Overblikkets afsnit 4.1 om tillidsskabende forvaltning er opdateret med en henvisning til FOB 2024-10.

#5 Vejledning

Overblikkets afsnit 5 er opdateret med ny ombudsmandspraksis om videresendelsespligten i forvaltningslovens § 7, stk. 2 (FOB 2024-15).

#12 Partsrettigheder og offentlige it-systemer

Overblikket er opdateret med bl.a. nærmere omtale af nyere ombudsmandspraksis.

#13 Generelle forvaltningsretlige krav til offentlige it-systemer

Overblikkets indledning og afsnit 2.1 er opdateret på baggrund af bl.a. en artikel i Folketingets Ombudsmands beretning 2023. Overblikkets afsnit 2.1 er desuden opdateret med ny ombudsmandspraksis om udrulningen af de foreløbige ejendomsvurderinger (FOB 2024-10). I overblikkets afsnit 2.2 er der indsat omtale af ombudsmandens nyhed af 14. marts 2023 om forkert datering af breve på grund af it-fejl og/eller menneskelige fejl.

#20 Undtagelse af oplysninger om erhvervsmæssige forhold fra aktindsigt

Overblikkets afsnit 4.3 om formodningsreglen og indhentelse af udtalelse er opdateret med ny ombudsmandspraksis (FOB 2024-18).

#23 Afgrænsning og indledende sagsbehandling af en aktindsigtsanmodning

Overblikkets afsnit 2 er opdateret med ny ombudsmandspraksis om temakravet (FOB 2024-13), afsnit 3 er opdateret med en henvisning til FOB 2024-21, og afsnit 4 er opdateret med ny praksis om afgrænsningen af en aktindsigtsanmodning (FOB 2024-15).

#24 Kommunernes behandling af underretninger om bekymring for børn

Overblikket er opdateret på baggrund af barnets lov.

 

Folketingets Ombudsmand søger et antal fuldmægtige med tiltrædelse fra den 1. januar 2025 

Læs stillingsopslaget, der har ansøgningsfrist den 25. oktober 2024

FOB-sager offentliggjort siden seneste nyhedsbrev

FOB 2024-19

Servicelovens § 102 om hjælp til behandling

Ombudsmanden udtalte, at servicelovens § 102 ikke giver en kommune adgang til at træffe en generel beslutning om, at den aldrig vil yde hjælp efter bestemmelsen.

I modsætning til Ankestyrelsen og Social-, Bolig- og Ældreministeriet, mente ombudsmanden således ikke, at kommunerne i relation til servicelovens § 102 kan anvende såkaldte afskæringsregler, dvs. interne regler, der helt afskærer det konkrete og individuelle skøn i de enkelte sager.

 

FOB 2024-20

Afslag på aktindsigt i EU-dokumenter

En journalist klagede over Lægemiddelstyrelsen og Indenrigs- og Sundhedsministeriets afslag på aktindsigt i to høringssvar, der var sendt til Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA). Høringssvarene indeholdt bemærkninger til et udkast til et refleksionspapir, som var udarbejdet af et udvalg (CVMP) nedsat under EMA.

Ifølge myndighederne indeholdt høringssvarene faglige kommentarer afgivet af ansatte i Lægemiddelstyrelsen i deres egenskab af medlemmer af CVMP som led i et udvalgsarbejde hos CVMP vedrørende refleksionspapiret.

Ombudsmanden kunne ikke tilsidesætte vurderingen af, at medlemmerne af CVMP havde udarbejdet høringssvarene som medlemmer af dette EU-organ og ikke som repræsentanter for Danmark i forhandlinger med CVMP.

Ombudsmanden havde endvidere ikke grundlag for at kritisere Lægemiddelstyrelsens og Indenrigs- og Sundhedsministeriets afslag på aktindsigt efter offentlighedslovens § 32, stk. 1, hvorefter retten til aktindsigt af hensyn til rigets udenrigspolitiske interesser mv. kan begrænses, i det omfang fortrolighed følger af bl.a. EU-retlige forpligtelser.

 

FOB 2024-21

Ekstraheringspligtige oplysninger i fratrædelsesaftale skulle udleveres, som de forelå

Uddannelses- og Forskningsministeriet gav en journalist aktindsigt i en særlig rådgivers fratrædelsesbeløb. Ministeriet ville dog ikke oplyse, hvor mange måneders løn fratrædelsesbeløbet svarede til.

I fratrædelsesaftalen var fratrædelsesgodtgørelsen imidlertid angivet som et beløb svarende til et antal måneders løn, mens det samlede fratrædelsesbeløb – som ministeriet havde udleveret til journalisten – ikke fremgik af aftalen.

Ombudsmanden udtalte, at det ikke var i overensstemmelse med offentlighedsloven at udlevere andre oplysninger end dem, der rent faktisk fremgik af dokumentet.

 

FOB 2024-22

Dokumenter om forberedelse af behandling af et beslutningsforslag indgik i lovgivningssag og kunne undtages fra aktindsigt

Justitsministeriet gav afslag på aktindsigt i en sag om et beslutningsforslag efter offentlighedslovens § 20 om lovgivningssager. Ombudsmanden var enig i, at der forelå en lovgivningssag omfattet af offentlighedslovens § 20.

Ombudsmanden var endvidere enig i, at dokumenterne kunne henregnes til lovgivningssagen. Ombudsmanden lagde vægt på, at størstedelen af de undtagne dokumenter var udarbejdet i tilknytning til ministeriets arbejde med selve lovforslaget og umiddelbart kunne henregnes til lovgivningssagen. Andre dokumenter var udarbejdet som led i ministeriets forberedelse af behandlingen af beslutningsforslaget i Folketinget. Disse dokumenter havde en umiddelbar og nær såvel indholdsmæssig og tidsmæssig sammenhæng med ministeriets arbejde med selve lovforslaget.

 

FOB 2024-23

Ministerium udleverede oplysninger i lovgivningssag på baggrund af ny afvejning efter miljøoplysningslovens § 2, stk. 3

En journalist havde fået afslag på aktindsigt i korrespondance mellem Ekspertgruppen for en grøn skattereform og eksterne aktører med henvisning til, at dokumenterne indgik i en lovgivningssag omfattet af miljøoplysningsloven og § 2, stk. 1, 3. pkt., i 1985-offentlighedsloven.

Ombudsmanden bad Skatteministeriet om at redegøre for anvendelsen af afvejningsreglen i miljøoplysningslovens § 2, stk. 3, i forhold til en række dokumenter, der havde været udvekslet med eksterne aktører, der ikke var en del af følgegruppen til ekspertgruppen. Efter en fornyet vurdering og afvejning af hensynet til journalistens interesse i at få aktindsigt over for hensynet til at beskytte den politiske beslutningsproces i forbindelse med lovgivningsprojektet vurderede ministeriet, at der skulle gives indsigt i nogle af dokumenterne.

Ombudsmanden tilsluttede sig ministeriets fornyede vurdering.