En journalist klagede over Lægemiddelstyrelsens og Indenrigs- og Sundhedsministeriets afslag på aktindsigt hos styrelsen i to høringssvar, der var sendt til Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA). Høringssvarene indeholdt bemærkninger til et udkast til et refleksionspapir, som var udarbejdet af et udvalg (CVMP) nedsat under EMA.
Myndighederne havde undtaget høringssvarene efter offentlighedslovens § 32, stk. 1, hvorefter retten til aktindsigt af hensyn til rigets udenrigspolitiske interesser mv. kan begrænses, i det omfang fortrolighed følger af bl.a. EU-retlige forpligtelser.
Ifølge myndighederne indeholdt høringssvarene faglige kommentarer afgivet af ansatte i Lægemiddelstyrelsen i deres egenskab af medlemmer af CVMP som led i et udvalgsarbejde hos CVMP vedrørende refleksionspapiret. Der var derfor tale om medlemmernes egne kommentarer, og høringssvarene hidrørte derfor fra CVMP (EMA) og ikke fra Lægemiddelstyrelsen. Myndighederne anførte også, at EMA havde udtalt sig imod udlevering af hensyn til CVMP’s interne beslutningsproces. EMA anså oplysningerne for fortrolige og ville ikke selv udlevere sådanne oplysninger, jf. artikel 4 i forordning nr. 1049/2001 om aktindsigt i Europa-Parlamentets, Rådets og Kommissionens dokumenter.
Ombudsmanden kunne ikke tilsidesætte vurderingen af, at medlemmerne af CVMP havde udarbejdet høringssvarene som medlemmer af dette EU-organ og ikke som repræsentanter for Danmark i forhandlinger med CVMP. Ombudsmanden fandt endvidere ikke grundlag for at anfægte EMA’s vurdering af, at dokumenterne på tidspunktet for ansøgningen ikke var undergivet aktindsigt efter forordning nr. 1049/2001.
På den baggrund havde ombudsmanden ikke grundlag for at kritisere Lægemiddelstyrelsens og Indenrigs- og Sundhedsministeriets afslag på aktindsigt.
(Sag nr. 24/00751)