FOB 2024-8

Dekorumkravet. Afvisning af ansøger til stilling som følge af et tilhold

12-03-2024

En ansøger søgte en stilling som næstkommanderende for en enhed i en militær stab. Stillingen ville medføre en varig udnævnelse som oberstløjtnant. Forsvarsministeriets Personalestyrelse afviste at tage ansøgeren i betragtning til stillingen, med den begrundelse at ansøgeren ikke opfyldte dekorumkravet.

Ansøgeren var mere end syv et halvt år inden dekorumvurderingen blevet meddelt et tilhold på baggrund af handlinger, der senest var begået, et halvt år inden tilholdet blev meddelt.

Syv år efter meddelelsen af tilholdet blev den pågældende imidlertid ligeledes af Forsvarsministeriets Personalestyrelse ansat og udnævnt i en tidsbegrænset stilling og konstitueret som oberstløjtnant med midlertidig grad som oberst.

Det var ombudsmandens opfattelse, at Forsvarsministeriets Personalestyrelse havde haft anledning til at anse tilholdet som et alvorligt forhold i relation til dekorumvurderingen.

Efter en samlet vurdering var det imidlertid ombudsmandens opfattelse, at det, styrelsen havde anført som afgørende for sin vurdering, ikke gav et tilstrækkeligt grundlag for at afvise at tage ansøgeren i betragtning til stillingen, med den begrundelse at ansøgeren ikke opfyldte dekorumkravet. I ombudsmandens vurdering indgik dels tidsspændet mellem de forhold, der begrundede tilholdet, og dekorumvurderingen, dels at styrelsen i den mellemliggen­de periode efter opslag ansatte og udnævnte ansøgeren i en et-årig stilling i udlandet, der indebar, at ansøgeren blev konstitueret som oberstløjtnant med midlertidig grad som oberst.

(Sag nr. 23/01412)