FOB 2024-16

Kommuner skal offentliggøre udbetalte vederlag til medlemmer af kommunalbestyrelsen

13-05-2024

En journalist havde klaget over, at Københavns Kommunes offentliggørelse af vederlag til Borgerrepræsentationens medlemmer for eksterne hverv ikke var i overensstemmelse med kommunestyrelseslovens § 16 e, stk. 1, da det ikke var muligt at udlede, hvad medlemmerne faktisk havde fået udbetalt.

Ombudsmanden indledte en undersøgelse af sagen og bad Indenrigs- og Sundhedsministeriet om en udtalelse.

Ministeriet anførte, at det efter en samlet forståelse af bestemmelsens ordlyd, forarbejder og formål var ministeriets opfattelse, at kommunalbestyrelsen skal offentliggøre det beløb, som medlemmet reelt har modtaget for varetagelsen af et givent hverv det pågældende kalenderår.

Ombudsmanden var enig med ministeriet i, at kommunestyrelseslovens § 16 e, stk. 1, indebærer, at kommunalbestyrelsen skal offentliggøre det vederlag, som medlemmet reelt har oppebåret og modtaget det pågældende år. Ombudsmanden lagde vægt på, at ordene ”vederlag” og ”størrelsen” efter en naturlig sproglig forståelse relaterer sig til den sum, som medlemmet har oppebåret og modtaget det pågældende år for hvervet, og ikke til den timesats, mødesats eller grundtakst, som medlemmets vederlag beregnes på grundlag af. Det indgik også i ombudsmandens vurdering, at formålet med bestemmelsen ifølge forarbejderne er, at der skabes åbenhed om de vederlag, som kommunalpolitikere modtager for at varetage forskellige hverv, som de er valgt til at varetage i kraft af, at de er medlemmer af kommunalbestyrelsen.

Da Indenrigs- og Sundhedsministeriet havde rettet henvendelse til Københavns Kommune vedrørende kommunens offentliggørelse af vederlag, og da kommunen havde oplyst at ville offentliggøre størrelsen af vederlag i overensstemmel­se med ovennævnte forståelse af bestemmelsen, afsluttede ombudsmanden sin behandling af sagen.

(Sag nr. 23/05780)