En far til en psykisk syg ung mand som havde begået selvmord, klagede til ombudsmanden over sagsbehandlingstiden i en klagesag hos Sundhedsvæsenets Patientklagenævn. Sønnen var i en periode på godt 2 år indlagt i alt 8 gange på en psykiatrisk afdeling, og patientklagen var rettet dels mod hospitalets læger, dels mod sygeplejerskerne på det bosted hvor den unge mand boede mellem indlæggelserne og ved sin død.
Patientklagenævnet modtog farens klage den 23. januar 2004. Den 19. april 2004 blev klagen antaget til behandling, og sagen blev herefter sendt til forundersøgelse i embedslægeinstitutionen som efter et års forløb returnerede sagen til Patientklagenævnet.
Den 19. november 2007 blev sagen behandlet på et møde i Patientklagenævnet.
Faren klagede den 2. januar 2009 til ombudsmanden over at sagen endnu ikke var afsluttet af Patientklagenævnet.
Efter en nærmere undersøgelse af sagen udtalte ombudsmanden den 22. oktober 2009 at Patientklagenævnets sagsbehandlingstid – på i alt 5½ år – langt oversteg det rimelige og acceptable; også selv om sagen var kompliceret. Ombudsmanden karakteriserede i udtalelsen sagsbehandlingstiden som overordentlig kritisabel. Ombudsmanden hæftede sig bl.a. ved at der gik mere end 1½ år fra det tidspunkt da sagen havde været behandlet på et møde i Patientklagenævnet, og indtil klageren modtog resultatet af mødet.
Ombudsmanden konstaterede endvidere at Patientklagenævnet fire gange havde beklaget over for faren at sagen trak ud. Ombudsmanden udtalte imidlertid at beklagelserne – af nævnets løfter om hurtig sagsbehandling – fremstod uden indholdsmæssig værdi når man sammenholdt mængden af beklagelser og løfter med den tid der var gået fra nævnets første beklagelse (henholdsvis løfte), og indtil afgørelsen rent faktisk forelå. Ombudsmanden henviste til at dette på afgørende måde svækkede betydningen af Patientklagenævnets beklagelser.
(J.nr. 2009-0031-400).